Menu Forside

Stephen Milling og en snue i Tivoli

Vi har en stribe virkeligt fine mørke herrestemmer på de danske opera- og koncertscener i disse år, blandt dem Stephen Milling. Desværre har han forladt Det kongelige Teater til fordel for de udenlandske scener, men han kommer da tilbage i ny og næ.

Den første uge i juni var han i landet. Concertanten havde selvfølgeligt købt billet til hans koncert i Tivoli, men var lidt i tvivl på selve dagen: Det var Grundlovsdag og hovedet summede af politiske taler. Men op på cyklen for 4. gang den fredag, og ind i den smukke Tivolis Koncertsal.

Koncerten

Scenen var propfuld, salen ikke helt. Aftenens dirigent var britiske Rumon Gamba, som jeg ikke kendte, men som var absolut underholdende at se på. Programmet var absolut delt i to: Før pausen Brahms med Akademisk Festouverture og Vier enrste Gesänge. Efter pausen et bredt udvalg af basarier.Godt så, kom med bassen!

Akademisk festouverture blev leveret for fulde gardiner med rigeligt Schwung – dejligt festligt, og så var vi i gang. En let ommøblering, så der er plads på scenen til fyrtårnet, og så var det tid til bas!

Ind kommer han, et par meter mandfolk i smoking. Jeg er tosset med hans Wagner, men kan han synge Brahms?

Indrømmet, der er nu gået næsten en uge, og jeg husker dårligt detaljerne. Programmet er her: http://www.tivolifestival.dk/da/program/2015/stephen+milling+og+tivolis+symfoniorkester/

Dommen

Jeg ved faktisk ikke, om Milling kan synge Brahms. Men denne aften kunne han ikke. Efter pausen kom Tivolis nye musikchef ud og forklarede, at Milling havde en lille forkølelse, der havde sat sig på stemmen, og det var grunden til de unægtelige skæverter, vi havde lagt øre til. Fred være med det, men det havde klædt forestillingen at erklære Milling indisponeret før Brahms – jeg har nok ikke været den eneste, der overvejede at gå i pausen, og der var tydeligvis nogle, der rent faktisk gik. Øv, altså!

Men efter pausen var det en helt anden sag: Den smidighed, der manglede i Brahms, var (næsten) fuldt til stede i mandens egne yndlingsarier. Jeg kneb en tåre i hans udlægning af arien fra Tjaikovskijs Eugenin Onegin, som blev leveret på klassisk dansk som i de gode gamle dage – et par kritikere har været lidt møffede over, at Milling ikke sang på russisk, sådan som man nu engang gør i dag. Men jeg syntes, det var meget charmerende, og tydeligvis hjalp det Milling selv udtrykke de følelser, der ligger i arien. Meget smukt!

Til min private fornøjelse fik vi Millings udgave af Sarastros store arie fra Mozarts Tryllefløjten – i den opførelse, jeg så fornyligt på KglTeater savnede jeg jo afgjort Millings røst og figur i den rolle. Dejligt, sådan at blive bekræftet! Derudover fik vi Procidas store første arie fra Siciliansk Vesper, som jeg jo lige har hørt Erwin Schrott synge, og lige netop Schrott kan Milling ikke helt slå, må selv jeg indrømme. Men fint var det.

Til en afslutning fik vi ikke arien fra Don Carlos, heldigvis, for Milling erklærede, at hans stemme foretrak en lidt mildere arie, og det blev så Dalands “hvem vil have min datter”-arie fra Den flyvende Hollænder, der fint viser Millings komiske talent. Det gjorde ekstranummeret også: Jeronimus’ store arie fra Maskarade. Tak for det!

Alt i alt en blandet fornøjelse denne aften, men til gengæld var cykleturen hjem den første i år, der bød på mild luft, mursejlerpift, og ingen trang til uldent overtøj. Er sommeren måske kommet?

Kategorier:koncerter opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: