Menu Forside

En jordisk vesper

Verdi. Altså Guiseppe Verdi. Han og jeg er ikke ret gode venner. Jovist har han skrevet fine melodier og arier, samlet Italien stort set helt selv, revolutioneret begrebet opera, men altså: Det er lige den type sang-på-scene, jeg ikke kan fordrage. Jeg slår Verdi i hartkorn med resten af den italienske opera: Arie, klap, arie, klap, arie, klap, oprørt menneskemængde, arie, klap. Fine blære-arier, javel, men det er blær, ikke drama, ofte ørehængere, og ikke langt fra altid god musik. Af de store komponister årgang 1813 stemmer jeg entydigt på Richard Wagner, trods hans indiskutablt idiotiske politiske ideer.

Men i pinsen 2015 var jeg dog at finde i Den kongelige Opera til min allerførste Verdi-opera: Siciliansk Vesper.

Hvordan nu det? Jo, den nu afsluttede sæson 2014-15 har jo handlet om opera i dens forskellige former, herunder Bergs Lulu, Shostakovitch’ Lady Macbeth fra Mtsinsk, og på falderebet altså Verdis mindst opførte opera. På rollelisten stod ikke mindst Erwin Schrott, der pt er en af verdens største basbarytoner i rollen som Jean Procida, og det i sig selv fik mig til ikke at aflyse. Han er dejlig at lytte til og ikke så lidt fin at se på.

Operaen

Opsætningen er af Stefan Herheim, nordmanden der ikke helt egenhændigt men sammen med en flok medsammensvorne er ved at revolutionere operascenen. Jeg har tidligere nydt hans friske bud på Alban Bergs Lulu på samme scene, men selv jeg må indrømme, at visse beskrivelser af andre opsætninger har gjort mig træt på forhånd. Nu frisk velan, som min latinlærer sagde, for Herheim kan kun pynte på den frygtede Verdi, ikke?

Det kongelige Kapel lægger godt fra land med italienske Paolo Carignani på podiet i spændstig form og med Mikkel Futtrup som kapelmester. Tæppet går op, og vi ser en forhistorie: For det første er vi i Verdis egen tid og tilmed på Pariseroperaen, som Siciliansk Vesper er skrevet til; dernæst er vi bag scenen i ballettens øvelokaler: Den ballet, der gjorde, at der skulle indlægges en ballet i hver opera, og som i øvrigt i skrivende stund danser på scenen i København, og jeg er der ikke… Nå, men pointen er klar: på herheimsk vis er det et spørgsmål om fantasi og virkelighed. I fantasien bliver balletten overfaldet af de onde franskmænd (!), og en af balletpigerne bliver voldtaget af den onde invasionsfyrste Monfort. Det resulterer i et drengebarn, der danses frem af Tivoliballetten. Erwins Schrotts balletmester invalideres og dukker op senere med træben.

Resten af historien er triviel: Librettoen er skrevet til en anden opera og brugt flere gange, men hos Verdi handler det overhovedet ikke om franskmænd og Sicilien: det handler om psykiske kampe mellem overmand og undermænd, mellem kvinder og mænd, mellem dig og mig. Vi har en fyrstedatter, der forsøger at piske en stemning op blandt fiskere og bønder, hér sunget og især spillet af Gisela Stille, og en ung mands valg mellem fædrende ophav og kødelige lyster. Sidstnævnte sunget af David Pomeroy. Det er stort drama med generationskløfter, hor og sex, og et kor i ny og næ: Verdi, altså.

Dommen

Erwin Schrott! Basta! Han sang åbenbart samme rolle i samme opsætning i London, men for hulen hvor han er skøn! Dyb, dyb stemme, men ren nutella… med chilli, altså. Meget lækkert! Fabelagtig hele vejen igennem, dog fatter jeg ikke afbrændingen af det franske flag til sidst, der bare virker stavepladeagtig. For jo, der var politisk bøvl i opsætningen, såvel som i originalen. Gisela Stille virkede en smule handicappet af opsætningen (en smule pip, faktisk) men smukt sunget og langt bedre, end jeg har hørt hende før. Resten mere møh-agtig, undtagen den indhoppende Montfort, Dario Solari, der virkeligt ejede rollen som Montfort. At dømme efter applausen er han og Schrott gode bekendte – store smil og skulderklap. Den purunge uægte søn af Montfort, Henri, blev sunget af knapt så purunge Pomeroy med stærk stemme og dog totalt uoverbevisende -måske er det blot min modvilje, der gør sig gældende her, dog.

Men balletten, altså! Fremragende danset, de damer! Jeg havde svært ved at abstrahere fra, at det ikke var Den kongelige Ballet, der dansede her, men ih altså hvor Bendixens Tivoliballet er blevet god! Fra de voldtagne balletpiger til hertugindens terner, der er trætte af hendes sværmerier: god koreografi og meget fint danset! I opsætningen skifter danserne mellem sorte og hvide dragter, mellem balletdansere og engle. Altsammen leveret i finfin stil.

Som sagt var det min første opera af Verdi. Er jeg overbevist? Nej, slet ikke. Var jeg godt underholdt. Ja, absolut. Er jeg skræmt væk? Nej, men heller ikke tillokket.

 

PS: Af den Kongelige Operas egne stemmer gjorde Palle Knudsen og Gert Henning-Jensen en fin lille indsats som skurke i første akt, men stakkels Peter Lodahl fik atter igen en dårlig rolle, som han selvfølgeligt spillede fint. Hrmf!

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: