Menu Forside

Barenboims Parsifal udfolder sig i Berlin

Kan man tage en smuttur til Berlin for at se opera? Tja, lad det komme an på en prøve!

Concertanten er jo ved at være halverfaren Wagnerianer og snublede over et link til programmet for Staatsoper unter den Lindens Festtage 2015, den årlige festival som Herr Generalmusikdirektor Daniel Barenboim har fået indført i påsketiden. Og der var et uimodståeligt tilbud: Parsifal med René Pape som Gurnemanz! Vupti, afsted til Berlin!

Undervejs derned fik jeg læst Thomas Michelsens anmeldelse i Politiken, der var nogenlunde enig med den flittige operagænger og Twitterprofil Rossignol i at sangerne var i topform, René Pape helt vidunderlig, opsætningen mærkelig, og Barenboims tempo næsten uudholdeligt langsommeligt. Ak og ve! Jeg er ikke glad for langsomme udgaver af Parsifal! Musikken er langsommelig nok i sig selv uden at man ligefrem behøver at anstrenge sig for at trække tiden ud. Anderledes kvikke tempo har jeg oplevet med Hartmut Haenchen (2 gange på Den kongelige Opera) og Danielle Gatti (operabio fra The Met), så vi kom et godt stykke under 6 timer i alt. Så behøver man ikke falde i søvn undervejs, hvilket ellers nærmest anbefales af mange. Jeg foretrækker at holde mig vågen og dog svømme hen i den musikalske verden, der udvikler sig om ørerne på en. Det er musikken i Parsifal, jeg finder uimodståelig, og ikke den kryptofascistiske historie – jeg har en lille teori om, at ligegyldigt, hvad Wagner har skrevet og sagt om dette værk, så er den mildt sagt spinkle handling kun en dårlig undskyldning for at lade musikken folde sig helt ud uden smålige hensyn til vejrtrækning og bevægelsesmønstre på scenen som sådan. Nå, derom måske en anden gang…

Nu var jeg jo draget til Berlin, og på en stormfuld eftermiddag den sidste dag i marts trippede jeg afsted til Staatsoper im Schillertheater. Jeg ville høre introduktionen 16:15 for at få en slags førstehåndsforklaring om opsætningen. Introduktion var med forestillingens dramaturg, som af en eller anden grund valgte at bruge 30 minutter foran dette erfarne Wagnerpublikum på at tale om Wagners forskruede filosofi og andre snackfacts og derpå 7 minutter på at sige ”og så vil jeg slutte med at sige et par ord om vores instruktør og scenograf”, som var det, vi alle var kommet for at høre. Men nu sad vi og trippede for at komme ned til vores pladser, for der var kun 5 minutter til forestillingens start. Gisp! Jeg nåede det, og skulle kun forstyrre ca. 18 mennesker for at komme ind på min plads midt i rækken. Ydmygende!

Forestillingen

Barenboim er hardcore Wagnerianer, så tæppet gik ned, lyset blev slukket, og så, uden antydning af ”den store mester kommer” satte kapellets dybe strygere i gang med de første toner af ouverturen. Blæserne gentager det motiv, Henrik Nebelung kalder Den guddommelige kærlighed. Musikken udvikler sig, temaet gentages, ændres, gentages efter en generalpause, gentages af strygerne, afbrydes af endnu en generalpause, gentages, og så kommer de gjaldende messingblæsere med troens motiv. Vi får tema på tema og generalpause på generalpause  – det er hele operaen i en bouillonterning. Og det er vidunderligt! Jeg elsker simpelthen den ouverture!

Wagner siges at have opgivet at skrive en symfoni, fordi han syntes, Beethoven ligesom havde gjort det, der skulle gøres. Det kan jeg da kun være enig med ham i, men jeg synes dog, at Parsifal er Wagners store symfoni, om end en temmelig lang en af slagsen. Den ca. 10 minutter lange ouverture slutter med strygerne ude i de alleryderste toner, og så hornenes sidste kalden. Så træder René Pape frem som Gurnemanz og råwer lidt af de lømler til knægte, der skal gøre gralskongens bad klart. Han og de er i sådan noget tilfældigt lag-på-lag-tøj, som man jo nu engang får stykket sammen, når man er langt ude på bøhlandet i rent herreselskab. Der snakkes frem og tilbage, og i mellemtiden spiller kapellet laaaaaaange toner, som Pape og resten så må forsøge at få vejrtrækningen til at holde til. Jeg hørte to tilfælde, hvor selv Pape måtte trække en konsonant lidt i langdrag for at finde takten (det sker godt nok sjældent for ham!), og yderligere et par gange for resten.

Jeg nægter at komme med et handlingsreferat, da handlingen jo er temmelig fjollet. Groft sagt skifter vi mellem to verdener: Gralens verden i 1. og 3. akt og Klingsors verden i 2. akt. I de fleste opsætninger er Gralens verden ”hvid” og Klingsors verden noget mere dunkel. I denne opsætning er meget vendt på hovedet, specifikt Klingsors kridhvide kulisser og den skumle troldmand selv i sutsko, hentehår og cardigan. Denne verden er så i modsætning til gralsriddernes nedslidte ødemark med gralsridderne fremstillet som en slags overlevende eller måske undvegne med en opførsel noget i retning af russiske kriminelle netværk. Hm.

Forbindelsen mellem de to verdener er den mystiske kvindefigur Kundry, der trækkes frem og tilbage mellem de to verdener og optræder meget, meget forskelligt i de to verdener. I denne opsætning har hun det samme tøj på hele vejen igennem, men nok så vigtigt optræder hun også på samme måde. Det gør det lidt svært at forstå de store omvæltninger, hun gennemgår. Måske var det mere forvirrende end planlagt, da Anja Kampe var influenzaramt og derfor i sidste øjeblik erstattet af en indhopper.

Fidusen er normalt (og hér), at Kundry helst vil være i gralsriddernes verden, hvor hun er praktiske gris og med en vis fornøjelse tjener dette samfund. Men hun er en outsider, der drilles af de unge riddere og knægte, der så irettesættes af Gurnemanz, der sætter pris på Kundrys tjenester. Rent musikalsk er gralsridderne melodiske og langsomme, mens Kundry er kromatisk og ”vild” – igen viser dette hvor forskellig hun er fra dem. Når hun så vågner i Klingsors verden er hun godt hidsig og modvillig, og derfor skal opsætningen hjælpe os til at forstå, hvordan Klingsor får hende overtalt til at forføre de mænd, der forvilder sig ind i Klingsors borg, og dermed gøre det enkelt for Klingsor at dræbe dem. Det er sjældent lykkedes, synes jeg, men i denne opsætning, hvor bedstefar Klingsor lokker og dikker, virker det på en sær måde mere logisk, end normalt: Tcherniakovs store plot går ud på, at Amfortas og Kundry er sande elskende, og Klingsor får hende overbevist om, at en forførelse af det unge fjog til Parsifal vil bringe hende og Amfortas sammen igen.

Det store ”wildcard” i denne opera er jo den vildfarne teenager Parsifal, der gennemgår en endnu større forvandling end selv Kundry undervejs. I denne opsætning er han en klassisk backpacker med stor rygsæk, hvilket virker rigtigt godt. Han vælter rundt, måber, tramper i spinatbedene, og savner sin mor! Men Kundrys kys vækker forståelse, indsigt, og især medfølelse i knægten, så han kan redde gralsridderne, hvilket vi så bruger hele tredje akt på.

Man kan få et lille indtryk af produktionen hos Klassik TV. Nyd især, selvfølgeligt, Papes fabelagtige diktion og stemmepragt i glansrollen som Gurnemanz, men også Andreas Schager som forvirret Parsifal.

Dommen

Det har taget mig over en uge at skrive denne blogpost, fordi jeg ikke rigtigt kunne beslutte mig for en dom. Så vi er endt med en længere fortælling end normalt. Men nu er det jo også en langstrakt forestilling.

Ouverturen til Parsifal var min indgang til Wagners univers: Da jeg hørte den første gang, faldt alt ganske enkelt på plads. Jeg er stadigvis fuldstændigt pjattet med den musik og går fuldstændigt i stå, når jeg hører den: min hjerne står stille og hovedet fyldes med et svimlende lydunivers. Det kan være pinligt i visse situationer og decideret farligt i trafikken. Det er den tilsyneladende enkelthed, der er så sofistikeret, og så er det ikke mindst generalpauserne med den spænding, det giver.

Derfor var det virkeligt, virkeligt, virkeligt irriterende, for ikke at sige godt gammeldags træls, at jeg denne aften sad på tredjebageste række, og at der lige bag mig stod to store kameramænd med hvert deres store TV-kamera for at optage forestillingen. Lyder det ikke irriterende? Det var det altså, fordi den ene af dem i sine hovedtelefoner hørte et eller andet talkshow, som jeg så også kunne høre temmelig tydeligt under hele første akt. Ikke mindst i generalpauserne i musikken. Øv!

Især fordi Barenboim fik sit Staatskapelle til at give den hele armen, såvidt jeg kunne høre. De er ikke på højde med Det kongelige Kapel, men under Barenboim er de virkeligt gode, og det var de denne aften. Især deres ”alle bedes larme, tak” i tredje akt sad lige i skabet med vrængende horn og brølende trompeter. Resten af tiden spillede de præcist og med god spændstighed. Om end jo altså Barenboims Parsifal er den langsomste i verden for tiden – jeg var dog så absolut mere medreven og i det hele taget ”med”, end jeg er, når jeg hører indspilninger med James Levine, der vist fortsat har rekorden i langtrukkenhed. Jo, Barenboims udgave er det meste af en halv time længere end de kvikke udgaver med Haenchen eller Gatti, jeg holder så meget af, men det var ikke spor kedeligt eller langtrukkent som sådan. Det gav god musikalsk mening, hvilket er det bedste forsvar.

Sangerne var så absolut fine – det var alle pengene værd endeligt langt om længe at få oplevet René Pape live i en af sine allerfineste roller. Thomas Michelsen kaldte ham en ”luksusbas” at have i staben på Staatsoper, og det er han da også. Hans artikulation er tydelig, hans spændstighed i stemmen er ubegribelig, og hans modulation er henrivende. Og så fungerer han så godt på en scene, hvad enten han skal stå stille i et recitativ eller kaste rundt med folk som i denne opsætning – det er ikke kun hans fysik, der giver ham pondus; det er nok så meget måden, han bruger og ikke bruger den på. Selv vi langt tilbage i salen kunne mærke hans stemme i mellemgulvet. Jeg er fortsat vildt begejstret!

Den anden helt store oplevelse var det nye håb som heltetenor, østrigske Andreas Schager. Hold da helt op for en overraskelse! I denne opsætning drøner han rundt som forvirret teenager med Interrail-rygsæk det meste af tiden, og det gør han så godt fysisk og musikalsk, at jeg virkeligt glæder mig til at opleve ham som Siegfried en dag.

Opsætningens to problembørn er Kundry og Amfortas. Især han er et problem, ikke på grund af Wolfgang Kochs fine røst, men fordi han vakler rundt det meste af tiden i sin lidelse, og dog dukker op i 3. akt i fuld firspring for at hive sin far, Titurel, ud af kisten og, formoder vi, selv hoppe i den i sin dødsiver. Og så finder jeg det dybt problematisk, at Amfortas’ sår i sig selv udgives for at være gralen i første akt. I den store gralsscene tvinges Amfortas til at malke blod fra sit sår, et par riddere tager gralen frem og blander hans blod med vin og serverer så blandingen til de øvrige riddere. Det er problematisk i en grad, så jeg stadig dårligt nok ved, hvor jeg skal tage fat. For det første giver det ingen mening at lade andre end Amfortas tage gralen frem. Keith Warners udgave i København led under samme svaghed, hvilket ved grød ikke er nogen undskyldning. Hele fidusen er, at kun Amfortas kan det trick – hvis andre kan, så er der ingen grund til at tvinge ham. For det andet denne malken blod. Jamen herrejemeni! … Det skulle blive første eksempel på forvirring om, hvem ”frelseren” er, og hvem der lige skal forestille ”ham” hvornår. Det blev værre i 3.akts sidste scene, hvor 3 personer var den samme ”frelser” samtidigt. Sikke noget rod!

3. akt er altid svær på grund af hele frelsertemaet. Hér er det gjort endnu sværere ved at Parsifal efter at være blevet kronet af Gurnemanz og Kundry giver sig til at lege med noget legetøj, Kundry har givet ham, hvorpå hun så dukker op i rollen som frelser i den sidste store scene. Og dog er det Parsifal, der synger sit eget parti og redder Amfortas’ liv. Hvorpå Amfortas og Kundry giver hinanden nogle ordentligt dybe tungeslaskere, mens gralsridderne priser deres nye konge. Men at Amfortas sådan hopper ud af den dydige klan, er jo et forrædderi, så Gurnemanz slår Kundry ihjel ved at dolke hende i ryggen. Og Amfortas lusker så ud, slæbende på liget af sin far.

Derpå er forvirringen komplet: Hvem frelser hvem? Hvem dør, hvem lever? Hvad og hvem tilbeder gralsridderne? Og hvorfor er Klingsor så hyggelig?

I den lange introduktion sagde dramaturgen, at Tcherkniakov med sin russiske baggrund var befriet for vægten af Wagner og Parsifal, da der ingen traditioner er for den slags i Rusland efter årtiers nominel kommunisme. Jeg er absolut til mere abstrakte Wagner-opsætninger frem for bogstavtro opsætninger med rustning og hornede hjelme; men jeg vil nu helst kunne se meningen. Altså når der synges om et spyd, så er der et spyd.

Jeg tror nok, jeg forstår noget af Tcherniakovs plot; jeg er blot ikke enig med ham. Han vil udforske menneskelige spændinger og interaktioner i forskellige gruppesammenhænge. Det kan være sundt at vende op og ned på tingene fra tid til anden, og det gør denne opsætning. Idéen med at gøre gralsridderne til helte uden heltedåd er sådan set spændende nok, men blomsterpigerne som søde småpiger i blomstrede kjoler virker kun, hvis man grundlæggende er bange for at blive kvalt af en overdosis hygge i et småborgerligt miljø. På en måde gav det fin mening, for hvem har ikke været til en børnefødselsdag, der var ved at drukne i sukker og lyserødt? Men Klingsors forhold til disse piger er fuldstændigt uafklaret. Og så er jeg altså meget udfordret af Amfortas og Kundry og især deres romantiske forhold.

Som bonusinformation, så, klappes der på tysk vis  (helst) ikke efter første akt, der jo er mere eller mindre religiøs eller i hvert fald højtidelig. I resten af verden, inklusive København, klapper man meget gerne, hvis det altså har været godt. Sådan er der forskel i en global verden. Første akt varer 1 time og 55 minutter, der er fløjet væk. En lille halv times pause, og så går vi i gang med anden akt. Igen sætter musikken i gang uden den rituelle klappen af dirigenten. Til gengæld lyser en projektør gyldent ned på dirigentpodiet hele aftenen, så ingen trods alt kan være i tvivl om aftenens egentlige hovedperson.

Denne opsætning skal bruges igen til Festtage 2016, nu med Waltraud Meier som Kundry, så da vil jeg være at finde i salen igen. Jeg glæder mig allerede, for sangerne er fabelagtige, Barenboim fantastisk, og musikken vidunderlig.

Men jeg ville nok foretrække at opleve Parsifal concertant….

 

Opdatering: Det er åbenbart hos Mezzo, man 18. april måske-måske ikke kan se mit baghovede dukke op i ny og næ:

http://www.mezzo.tv/

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: