Menu Forside

Luisi strammer Nielsen og Brahms

I foråret så jeg til min udelte glæde, at Fabio Luisi ville komme til København to gange på 3 måneder – først i september for at dirigere DRSO i sæsonstarten, og så igen i december for at dirigere DRSO i Carl Nielsens 2. symfoni som led i DR’s (formodentligt) store Nielsen-fejring. I mellemtiden blev han overtalt til at tiltræde som ny chefdirigent per 2017, og jublen ville ingen end tage – heller ikke hos Concertanten, der faldt pladask i første hug for samarbejdet mellem denne, en af vor tids helt store dirigenter, og DR Symfoniorkesteret.

Min glæde over samarbejdet fortsætter, og til min lidt blandede fornøjelse kommer nye fans til –  siden annonceringen af den endnu tættere tilknytning om et par år, er der kommet udpræget flere til koncerterne. Det er jo en afgjort god ting som sådan. Hvis bare de ville lade tuberkulosen blive derhjemme.
5. december 2014 skulle jeg til firmajulefrokost. Men jeg og et par kolleger havde jo ligesom en anden aftale ude i DR Byen. Hvad gør man så?
Man tager da til koncert!

Koncerten

Programmet stod på:

  1. Carl Nielsen: Symfoni nr. 2 De fire Temperamenter, opus 16, 1902
  2. Johannes Brahms: Symfoni nr. 4, e-mol, opus 98, 1885

Det nye koncept med at afslutte Mød Musikken (den uformelle introduktion en time inden koncerten) med en fællessang til melodi af Carl Nielsen, er noget, der trækker folk til. Ved de koncerter, hvor der er en Nielsen-symfoni på programmet, er der godt fyldt op på stolerækkerne til Mød Musikken. Denne aften ingen undtagelse – stuvende fuldt i parkettet og godt fyldt op på balkonen. Godt, for første indslag var en charmerende samtale med selveste Fabio Luisi om hans vej til Nielsen, og andet indslag var forsøg på samtale med den purunge soloboist Eva Steinaa. Og så sang et par hundrede struber Jens Vejmand, gjorde vi!

Jo, Carl Nielsens musik har vi i blodet på en eller anden måde. Han selv var delt mellem dette absolut folkelige og det hyperavancerede, internationale musikliv. Det fremgår på en måde af hans anden symfoni, der vel er hans første ”Nielsen som Nielsen”-symfoni – hér hører vi særhederne, den fynske lune, messingblæserne, obo og klarinet. De 4 temperamenter fra Galén og fremefter er jo et symbol på mangel på viden. Tæt forbundet med principperne om gul og sort galde, er det udtryk for verden før opdagelsen af bakterier, psykologi, og mennesket som iboende sig selv. Nielsen skal have besluttet at skrive en symfoni over dette princip efter at være snublet over en karikatur over de fire temperamenter i en krostue. Det får være, for morsomt er det på sin egen, sære vis.

Musikerne sad klar helt ude på stolekanterne, og ind drønede Luisi til udelt jubel og højlydte klapsalver. Dada, dada, og så var vi afsted! Den koleriske sats drønede afsted, fægtende med arme og ben mod vindmøller; den flegmatiske gjorde meget lidt væsen af sig, bortset fra tørre kommentarer til al larmen; den melankolske græd og hulkede; og den sangvinske dansede lalleglad afsted. Vi slutter glad … men der er noget lidt skævt, for er vi virkeligt så lalleglade, eller indeholder vi hverisær alle 4 aspekter?

Klapklapklap, pause, og så Brahms.

Brahms. Normalt ikke en favorit hos tanten, men lige netop den fjerde kan jeg faktisk godt lide. Det er ikke blot, at den står i mol (tilmed den totalt syrede e-mol), men måden den gør det på. Vi lægger fra land med violiner med et to-toners tema, og så tager vi den derfra. Hvor jeg tit synes, Brahms gør tingene sværere end allerhøjst nødvendigt, så er han her i sin sidste symfoni langt mere konkret, på en måde. I Mød Musikken sagde Mathias Hammer ret morsomt, at hvis Brams’ første kunne kaldes Beethovens 10., så var Brahms’ fjerde Bachs første symfoni. Det har den unge mand måske ikke fundet på helt selv, men der er noget over det – især i Luisis udgave, der er tør og koncis med uanede dybder. Vi opererer med temaer, der er korte, uden udsmykninger, og variationer, der er komplekse med stadig uden udsmykninger. Tørt stof! Jeg kan ikke rigtigt beskrive fornemmelsen af koncerten – videre til dommen, efter en hæsblæsende galop efter metro og bus hjemad (det er december, og modet var ikke til en cykeltur).

Dommen

Mmmmmmmmm mere Luisi, tak!

Jublen vil virkeligt ingen ende tage, og det er da også et mirakel af en slags, at så stor en dirigent ligefrem nyder at besøge vores kolde og våde hovedstad. Efter effektivt at have skræmt Adam Fischer væk med sin beslutning om at ned- eller omlægge Underholdningsorkesteret, sætter DR alle sejl til for at promovere denne triumf med at skrive kontrakt med Luisi. Det er absolut noget at være stolt af, men den egentligt kudos går til musikerne i DRSO, der er tydeligt vilde med Luisi og responderer godt på hans ambitioner. Resten er jo bare penge …  Åbenbart ikke mindst Møllerske penge i tilgift til licenskronerne….

Han er relativt ny til Nielsen og påstår selv, at han ville lære fra orkesteret. Det er ren koketteri: Det var en langt skarpere udgave af denne anden symfoni, end vi har hørt før. Knivskarpt i strygerne, knald på blæserne, blødt som smør i tredje sats, tyst hér, bragende dér. Meget, meget overbevisende!

Brahms er mere kernestof for både dirigent (dirigerede uden partitur, jo da!) og orkester. Fra min plads på anden balkon gik der en smule for megen tørhed i det hele. Men kors hvor der blev spillet igennem på alle pladser – to cellister på bagerste pult konkurrerede om, hvem der rockede mest; i kontrabasgruppen slog ”de unge vilde” sig løs med seniorbassist Michal Stadnicki som inspiration på bageste række; Ulla Miilmann slog triller, så intet øje var tørt, og hornene, ja: hornene, der ellers ikke er byens bedste (det er KglKapel’s hornister, har selv Berlingskes Søren Schausser måtte indrømme for nyligt) og slet ikke mine favoritter, var skarpe på beatet. Flot spillet, piger og drenge i alle aldre!

Selvfølgeligt stående bifald fra en totalt udsolgt koncertsal – på Store Julefrokostfredag er det imponerende så mange, der valgte som mine bekendte og jeg. Selv jeg måtte op at stå … men, indrømmet, mest fordi jeg ellers intet kunne se end striktrøjer.

Jo, det var flot, flot spillet. Især i Nielsen, fandt jeg, hvor Luisi tilsyneladende havde arbejdet mere med tingene, fordi han var på udebane, og dermed tvang musikerne til at være meget præcise omkring de ting, de gjorde, og hvorfor, de gjorde dem. I Brahms virkede det langt mere som fællesstof – kendt for alle. Ikke at der ikke var lagt energi i detaljerne, men det virkede en smule som om, alle bare ligesom var enige-agtigt.

Som sagt var der ikke rigtigt stående applaus fra Concertanten efter Brahms… det havde der nok været, hvis Nielsen var sidste værk på programmet, for det var dælme stramt spillet!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: