Menu Forside

Kapellet holdt tempo med Haenchen

Ingen over og ingen ved siden af Ludwig van Beethoven! Altså undtagen J.S. Bach, jo. Beethoven spillet af et nogenlunde kvalificeret ensemble er noget nær lykken for Concertanten. Heldigvis bor jeg i en by, hvor den slags kan opleves jævnligt, men det hører dog til sjældenhederne at høre to Beethoven-symfonier med 1 uges mellemrum, opført af to meget forskellige ensembler og ditto dirigenter, og så begge gange fremragende, originalt, og i et mildt sagt kvikt tempo.
Det kongelige Kapels tredje symfonikoncert denne sæson bød på et sært program under titlen “Krig og Fred”. Om det var for at lokke husarerne til, ved jeg ikke, men de kom i hvert fald. Ja, altså måske ikke ligefrem husarerne, men dog en del mennesker, der tilsyneladende ikke var vaneforbrydere. Det er jo en god ting på alle leder og kanter, selv hvis staklerne var lokket til under falske forudsætninger, herunder en vis association til 1864….
Under alle omstændigheder var det sæsonens første kolde aften (plusgrader men strid blæst), og det københavnske butikliv havde besluttet sig for at sætte gang i indtjeningen ved at importere begrebet Black Friday, der jo er dagen efter Thanksgiving, hvor de amerikanske forretninger forsøger at vende røde tal på bundlinien til sorte. Suk. Byen var sort (!) af mennesker, men jeg nåede frem og fik mit program.

Koncerten

Det lød på:
1. Beethoven: symfoni nr. 5, c-mol (uhm!)
2. Shostakovitch: symfoni nr. 9, c-mol (uhm!!)
Ahvafforenting? Det lød godt nok som en sær sammensætning – godt nok holder jeg meget af begge komponister, men jeg troede, jeg var den eneste, der kunne tolere begge. Og selv jeg kan ikke rigtigt forklare det. Så hvad var nu dette?
Femte symfoni er, udover at være min absolutte yndlingssymfoni, herostratisk berømt for sit dadadadum-tema. Men mere vigtigt er den berømt for at gå fra en smådeprimeret c-mol til en overdådig c-dur. Overgangen er ligefrem til at tage og føle på – vi lister os ud af tredje sats med dumpe paukeslag og svævende violiner og håber, at ingen opdager det, og så er vi pludseligt i dur, og alt er godt, og solen skinner. Jamen, er der noget at sige til, at jeg er pjattet med den symfoni? I øvrigt brugte Ludwig konsekvent den toneart, når han ville noget vigtigt, såsom at smadre musiklivet i Wien….
Shostakovitch er et andet dyr. 150 år senere er verden ikke mere sikker, slet ikke. Formerne er opløst, og man skulle tro, der skulle meget til at ryste folk. Men i en krigstid, hvor folk betragtede jazz som undergravende folkemoralen, skrev Shostakovitch musik, der den dag i dag er rystende, skinger, og dybt, dybt mærkelig. Og dog så uendeligt vedkommende. Min tilgang til Shostakovitch var hans strygekvartetter, sært nok, og hans symfonier er jeg først lige begyndt på (endnu mere sært, men de opføres ikke ofte i København). Den 9. sagde mig ikke lige noget … Måske jeg har hørt den, men så hvor?
Nå, ind på hylden med tanten, kapellet stemmer, ind kommer Haenchen. Ham mødte jeg i overført forstand, da han dirigerede en fuldstændigt fantastisk opsætning af Parsifal her på Operaen i København for et par år siden. Super godt rent musikalsk! Og ikke mindst en barmhjertigt hurtig opførelse – under 6 timer! Det vil Det kongelige Teater af en eller anden grund ikke prale med i programmet, men faktum er det.
Haenchen slår an, og afsted det går. Og sikke det går! Første sats er overstået på rekordtid, og sådan fortsætter vi. Tørre paukeslag i modsætning til de sovsogkartofler-slag, som Fischer forlangte sidste uge. Strygerne filer løs – der er flere af dem, end jeg bryder mig om, men tempoet betragtet giver det mening. De dybe strygere buldrer virkeligt i tredjesatsen, og vi flyder virkeligt på violinerne i overgangen til fjerde sats. Inden da danser træblæserne stepdans, og efter da trutter trompeterne til solfest. Bravo, folkens, og tør endeligt sveden af panden!
Efter pausen jo altså Shostakovitch. Scenen er fyldt godt ud, og i modsætning til i søndags er salen det også. Der er smuttet et par stykker, der åbenbart ikke er til den slags, men salen er stadig fuld. Rart at se, selvom de bronchitis-ramte måske burde være blevet hjemme…
Den niende er en underforstået kritik af det regime, Shostakovitch levede under – stalinismen fortsatte det stålsatte greb om meningsdannelsen, herunder musiklivet. Shostakovitch mente, han havde opfyldt sin pligt med symfoni nr. 7, og i de sidste symfonier slår han sig løs. Således også her, hvor træblæserne skriger mod himlen, og alt er ligesom ude af vatter. Det gør ondt i ørerne, for det gør ondt i sjælen. Tredjesatsens dadadadidadada-tema afbrydes af hvinende træblæsere, og dødedansen fortsætter. Vi er i 1943, og vi ved intet om fremtiden, men vi ved, at nutiden er død, ødelæggelse, usikkerhed i ordets egentlige forstand. Den sats i sig selv siger alt! I de to sidste satser, der glider over i hinanden, falder vi til ro, af en slags, men en ro fuld af sorg og ængstelse. Det er godt nok et kraftigt udsagn, og man forstår godt, at Stalins kommisærer ikke var begejstrede.
Jeg klappede entusiastisk med et stort grin på. Dirigentens blomster gik fortjent til aftens koncertmester, den unge men dygtige Emma Stone, der havde Lars Bjørnkjær ved sin side og leverede en finfin solo i sidste sats.

Dommen

Jamen, altså!
Endnu en magisk aften i Operaen i dens forklædning som koncertsal. Helmut Haenchen levede op til mit indtryk og lagde et højt tempo. Tæt på for højt, men orkesteret leverede varen. Meget tæt spillet, både internt i instrumentgrupper, og på tværs i overleveringer fra instrument til instrument. Det var dæleme godt!
John Kruse på klarinet, Henrik Goldschmidt på obo, Rixon Thomas på engelskhorn – mit hjerte, hvad vil du mere? Nårh jo, de øvrige musikere. Det var meget kvikt og meget velafleveret denne aften. Meget skarpt spillet, hvilket ved grød også var nødvendigt, når maestro nu sætter det tempo. Men hvor de dog leverede! Bravo!
Jeg må afbryde nu, da jeg skal have noget søvn inden weekendens sommerfest (lang historie, der involverer et 25-årsjubilæum). Måske en opdatering senere. Men en virkeligt god koncert, denne!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: