Menu Forside

3x Nielsen med Vänskä og Znaider

Hvad er bedre end en koncert med en Nielsen symfoni som optakt til 150 året i 2015? Tja, hvad med en koncert med ouverture, violinkoncert OG en symfoni af Nielsen?

Det var, hvad DRSO bød på som anden koncert i rækken af store Nielsen koncerter i denne sæson. Som nævnt sidste uge, så vil orkesteret opføre alle 6 symfonier under ledelse af en international stjernedirigent. Denne anden koncert følger blot en uge senere og er altså også led i en markant tyvstart.

Reklamerne for koncerten fokuserede på solisten i violinkoncerten – den københavnske violinstjerne Nikolai Znaider. Ham kan vi godt lide! Han spiller (oftest) på en violin udlånt til Det kongelige Kapel og videreudlånt til ham; som tak leverer han en kammerkoncert hvert år på Gamle Scene, som er totalt udsolgt hvert år med musikelskere, familie og venner i skøn forening. Det er sjovt hver gang – i toiletkøen møder man Znaiders slægtninge og gamle klassekammerater, der lige skal opdatere hinanden på seneste nyt. Meget underholdende for Concertanten (og andre)!

Nå, nu var det jo ikke en kammerkoncert, denne. Det var en koncert i stor stil i DR Koncerthuset, og tilmed en Torsdagskoncert. Dirigent var ingen ringere end den finske Osmo Vänskä, som vist aldrig har dirigeret i København før, men som dog holder af at spille Nielsen med sine store orkestre rundt omkring i verden, såsom Minnesotasymfonikerne efter sigende.

Koncerten

Det var altså en Torsdagskoncert, denne, og programmet lød på:

  1. Carl Nielsen: Helios ouverture op 17 (årgang 1903)
  2. Carl Nielsen: Violinkoncert op 33 (årgang 1911-12)
  3. Carl Nielsen: Symfoni nr. 1 g-mol op 7 (årgang 1889-94)

Tjabumbum.

Heliosouverturen er ofte spillet, og måske derfor opfattes den som letkøbt programmusik. Sådan har jeg det ikke – det var et af de første værker, der fangede den unge præ-tante, og jeg kan stadig godt lide den. Måske fordi jeg er vældig glad for solopgange og solnedgange? Violinkoncerten er herostratisk berygtet for at være nærmest uspillelig – teknisk yderst krævende af solisten, og heller ikke spor nem for de øvrige strygere på scenen. Derfor hører man den sjældent opført udenfor Carl Nielsen Violinkoncerten i Odense: Der er simpelthen ikke ret mange solister, der kan den. Nikolaj Znaider er én af dem, og han spiller den så ofte, han kan slippe afsted med det, som solist eller som dirigent. Symfoni nr. 1 er den første. I programmet antyder Jens Cornelius, at den er så rå, som den er, fordi Nielsen simpelthen ikke var så teknisk skarp som komponist endnu. For datidens ører var den chokerende, men nu havde de jo heller ikke hørt hans senere symfonier endnu.

Også denne aften sluttede Mød Musikken med fællessang – hele parkettet, det meste af 1. balkon, og dele af 2. balkon var proppet med ivrige struber, der sang med på Som en Rejselysten Flåde. Det var effektiv optakt!

Altså, vi sidder alle klar, og ind drøner en energisk mand i sort: aftenens dirigent, Osmo Vänskä (ifølge Mød Musikkens Mathias Hammer udtales det som ”vandskade” udtalt på fynsk: ”van’ska:”). Han samler orkesteret og sætter de dybe strygere i gang med det spæde morgengry. Stemme for stemme følger de øvrige strygere med, og så kommer hornene, 1, 2, 3, 4 horn blander sig med hinanden for at antyde de første farver på himlen. Jeg får lidt kuldegysninger hver gang…. Nå, for at gøre en lang historie kort, så står solen op, den stråler over jord, og så går den ned igen. Det er en slags programmusik, men det lyder altså godt!

Ombygning på scenen, og så josker Znaider ind. Han stiller sig selvfølgeligt ved siden af dirigentpodiet, og derved kommer han og Vänskä pudsigt nok i øjenhøjde med hinanden rent fysisk. Hvordan så med det musikalske? Jo, det gik også godt. Znaider lader buen danse sin vilde dans, venstre hånd hopper rundt, fingrene knipser på strengene, buen spiller 3 strenge samtidigt, og melodierne bliver forræderisk enkle. Jo, det er en vild violinkoncert. Heldigvis ryger ingen strenge denne gang, i modsætning til sidst jeg oplevede Znaider. Han giver den hele armen, og da han er et pænt stort menneske, så er det en lang arm!

Efter pausen altså den første symfoni. Jo, et relativt ungdommeligt værk, men med klare Nielsenske træk – strygerne styrer, træblæserne snakker, men messingblæserne kommenterer.

Det er i mellemtiden blevet lørdag, Concertanten har oplevet en del de mellemliggende to dage, der har forhindret en blogpost, så vi går til dommen.

Dommen

Endnu en virkeligt god Nielsen-koncert!

Vänskä fik virkeligt samlet orkesteret og fik leget med tempo i alle tre værker. Musikerne nød det, og det gjorde vi andre også. Stor applaus!

Znaider er jo skøn. Før sit ekstranummer sagde han, at han nød at spille på hjemmebane –ikke så meget salen som værket og det københavnske publikum, der jo er en stor del af værket. Jeps, Znaider, vi taler det samme sprog, gør vi! Og det ”vi” tæller også nu de forbløffende mange blandt aftenens publikum, der umuligt kan have en ”Carl” eller en ”Nielsen” blandt deres forfædre – velkommen til flokken, og næste gang tag flere af vennerne med! Måske var der kun 20-30 af mere eller mindre arabisk oprindelse i salen, men det er så 20-30 flere end en gennemsnitlig Torsdagskoncert!

Jeg opdagede for sent, at koncerten ville blive optaget til TV. Den blev også streamet live samme aften, hvilket jeg jo så heller ikke har set. Det bliver spændende, da jeg uheldigvis havde placeret mig næsten bogstaveligt talt for fødderne af Znaider og derfor muligvis kan ses på billederne som en meget begejstret tilhører….

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: