Menu Forside

Wagner uden og Bartok med Stemme

Den svenske stjernesopran Nina Stemme dukkede op i min samling, da hun sang Isolde i den lidt sære udgave af Tristan og Isolde med Placido Domingo og altså Stemme. Denne fredag i efterårsferien 2014 stod hun på rollelisten for Det kongelige Kapels anden symfonikoncert, hvor programmet bød på forspil og Liebestod fra Tristan og Isolde samt en koncertant opførelse af Bela Bartoks Hertug Blåskægs Borg. Var jeg interesseret? Åh jo! Også selvom Bartok ikke rigtigt siger mig noget.

Altså cyklede jeg glad og forventningsfuld afsted til Operaen – og regnen var så elskværdig at stilne af, så færden ikke lige så godt kunne have været foretaget svømmende. Jeg blev også positivt overrasket over at se, at de nye broer fra Christianshavn via Arsenaløen til Dokøen langt om længe er blevet monteret, om end endnu ikke klar til brug. Der er håb forude! Måske inden foråret vil min cykeltur til Operaen blive 2-3 km kortere! Og dermed ikke længere føre mig ad Prinsessegade med deraf følgende vinde og skæve medtrafikanter!

Velankommen konstaterede jeg, at jeg i skyndingen ganske vist havde taget skiftesko med, men det var højre og venstre fra hvert sit par sko. Suk, så måtte jeg sidde der i vinterstøvler. Nå, så ville fødderne da helt sikkert holde sig varme…

Koncerten

Det var jo altså efterårsferie, og måske derfor, og måske fordi lige netop denne opera ikke just er en crowdpleaser, var salen ikke så stuvende fuld, som vi kunne have forventet. Der var trods alt tale om visit af en ægte diva og en lige så stor mandlig stjerne, den russiske bas Mikail Petrenko. Ham har jeg vistnok set eller hørt i et eller andet fra Metropolitan Opera i New York – han virkede i hvert fald bekendt, da jeg så ham på scenen denne aften. Men under alle omstændigheder vækker det jo altid interesse, når en russer giver den bas…

I programmet (ja, specifikt i Operaen tager jeg som regel et program) kunne jeg skuffet læse, at Liebestod ville blive i orkesterudgaven. Suk, jeg havde glædet mig til at høre Stemme live i den rolle, der skaffede hende det endegyldige international gennembrud, men hun ville åbenbart skåne røsten. Det kunne ellers have været interessant at høre hendes bud på den ”arie”, som jeg har hørt den skønne Ann Petersen synge et par gange efterhånden.

Men KglKapel ville altså holde fri fra arbejdet som operaorkester ved at spille to operaer, om end den ene kun delvist. Når symfoniorkestre vil udfordre sine musikere med noget Wagner, så er der ikke ret meget at vælge imellem. Forspillet til Lohengrin kan bruges, og blev det bl.a. ved den vidunderligt magiske koncert, jeg oplevede med Berliner Filharmonikerne. Og så er der sammensætningen af forspil og allersidste del af Tristan og Isolde: ”Vorspiel und Liebestod”. Den sammensætning bruges ofte, med eller uden en Isolde til at synge om det at forlade livet for at opnå den store endeløse kærlighed i døden. Nu skulle KglKapel altså vise, at operaorkestre simpelthen bare spiller den slags bedre.

Scenen var godt fyldt ud, så Michael Boder måtte sno sig rundt om orgel og celeste for at komme på plads og slå an. Han nåede det, og så gik det løs. Celli sætter an, og oboen kommer med sin skæve opfølgning. Den herostratisk berømte Tristanakkord vækker alle, og så svømmer vi derud ad, bølge efter bølge af følelser, drømme, tanker, kærlighed og fortvivlelse. Engelskhornet gør sin entré som diskret påmindelse om den seksuelle tiltrækningskraft – hos Wagner ligger det egentlige budskab altid i musikken, ligegyldigt hvad sangerne måtte synge; og i denne opera handler det ikke mindst om kærlighed, metafysisk og fysisk. Denne aften, i stedet for ordene ”Mild und leise”, får vi altså strygerne til at synge om Isoldes henrykkelse. Det virker denne aften, men generelt foretrækker jeg altså en sopran til formålet.

Faktisk virkede det så godt, at vi alle sad med tilbageholdt åndedræt, da Boder sænkede armene efter det sidste henrevne suk. Jublen brød løs, og musikerne nikkede anerkendende til hinanden. Jo, det var en god udgave, denne!

I pausen studerede vi så beskrivelsen af Hertug Blåskægs Borg i programmet i forsøget på at hitte ud af meningen. Hm, vi skal have åbnet 7 døre og få en musikalsk beskrivelse af de rædsler, der gemmer sig bag hver dør? OK, så vidt, så godt. Vi lader det komme an på en prøve.

Ind kommer divaen fejende. Eller det ville hun have gjort, men der var ikke plads, så den strålende entré blev til en listen rundt om orglet. Men ind kom hun med sin bassanger på slæb. Der var sat nodestativer frem til begge sangere … altid et dårligt tegn, for ikke alle sangere kan distrahere fra stativet. Men OK, vi får se, om disse kan eller ej.

Musikken er pudsigt nok jævnaldrene med de to symfonier af Sibelius og Nielsen, som jeg hørte aftenen forinden. Men nu er vi altså rejst til Ungarn, så det er en temmelig anderledes folketone, der driver værket. Ikke mindst er der et hav af messingblæsere til at opveje strygersuppen. Undervejs (dør nummer 5) dukker der tilmed 4 ekstra trompeter og et par basuner op i fløjene for lige at give det der ekstra skub. Hold da op for et messingbrøl!

De to sangere lader stemmen formidle rollerne, for de står begge i stiveste aftenskrud og ser professionelle ud. Som frygtet kan især Stemme ikke rigtigt give slip på nodestativet, mens Petrenko jævnligt skrifter stilling, vender kroppen mod sin Judith for at advare hende mod den næste dør, og i det hele taget gør hvad han kan for at portrættere denne skumle hertug. Judith er skiftevis triumferende i sine kærlighedserklæringer til hertugen og frygtsom over det blod, hun ser på de forskellige skatte. Hertugen er stolt over sine samlinger (af mere eller mindre døde koner, ikke mindst) men også forelsket i den små Judith og vil udskyde det tidspunkt, hvor hun må indgå i samlingen. Især den sidste arie, hvor han beskriver de fire koner som dronninger af henholdsvis morgen, middag, aften og nat med dertilhørende juveler, var virkeligt rørende – Petrenkos hertug er grusom men også bange for livet alene; Stemmes Judith bliver til en lillebitte bange pige, der må æde sine egne ord i sig.

Under det hele væves et stort gobelin med komplicerede musikalske mønstre. Jeg skal (slet ikke) gøre mig klog på de ungarske folkemelodier, men grundlæggende er der her tale om mere eller mindre impressionistisk musik, der beskriver scenerier. Kapellet går helt amok i lydtapeter, og især blæserne får luftet godt ud. Vi må afsted til en dom.

Dommen

Sikke en aften! Det var virkeligt synd, at parkettet kun var 2/3 del fyldt, for det var en aften af de virkeligt gode.

Først Wagner. Kapellets musikere kan jo efterhånden deres Wagner, og de fik lige demonstreret, at ja: operaorkestre gør simpelthen den slags bedre! Supertæt, superpræcist, superflydende. I et operahus med efterårsramte københavnere med deraf følgende hosten og harken lykkedes det Boder og musikerne at skabe en hel opera på en halv time – uden sangere. Spindelvævstyndt som et silkegardin hvorigennem vi lige aner noget, i modsætning til Bartoks mere konkrete gobelin. Meget, meget lækkert! For det alene var Concertanten meget begejstret.

Bartoks opera var en helt anden oplevelse. Jeg er nok ikke ligefrem blevet fan, men jeg blev heller ikke skræmt væk. Det lidt pudsige ved denne opera er jo, at den synges på ungarsk, så man har virkeligt brug for overtitlerne – der er jo ingen ord, man kan bare tilnærmelsesvist genkende.

Nina Stemme sang helt vidunderligt …. Nej, virkeligt! Det gjorde hun altså! Men hun var alligevel en skuffelse, fordi hun låste sig selv fast til nodestativet, kun sjældent så op og da slet ikke så på Petrenko. Stemmen gjorde arbejdet, så vi alligevel var selskab med en ung pige, der på en eller anden måde er i familie med den stædige og dog pligtopfyldende Isolde. Flot sunget, mindre flot spillet.

Petrenko var den store overraskelse – han gjorde hvad han kunne for at formidle rollen også fysisk. Hans stemme ikke så mørk, som man kunne have formodet. Faktisk lød han mere som en baryton, men det sælger jo ikke nær så godt som ”russisk bassanger”, vel? Han løste i hvert fald opgaven flot, fik den applaus han kunne forvente, og virkede rigtigt godt tilfreds med det hele, så han strålede som en sol, da han fik sin buket og derpå afleverede den til nærmeste kvindelige violinist. Charmerende bekendtskab, denne Petrenko!

Og så den rituelle ros til KglKapel: Også denne aften spillede de fuldstændigt henrivende. Nu er det jo et luksusproblem at være abonnine hos to fremragende orkestre, der så har valgt at spille spændende programmer samme aften, og så tilmed med to brødre i hvert sit orkester. Heldigvis havde jeg fået flyttet min DRSO koncert til om torsdagen, så jeg kunne se og høre Henrik Dam Thomsens cello synge i Sibelius. Denne aften kunne jeg så se broder Joakim spille obo, så bygningen næsten måtte græde. Det var meget, meget lækkert!

Jeg var nok mest betaget af Tristan og Isolde før pausen. Især forspillet var lækkert spillet. Bartok er jeg mindre glad for, men jeg forstår nu fuldt ud, hvorfor denne Hertug Blåskægs Borg fra tid til anden opføres – musikken er overvældende og tilmed interessant. At jeg så ikke helt kunne se de scenerier, som musikken skulle beskrive, skyldes nok mere min manglende forestillingsevne.

Kategorier:koncerter opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: