Menu Forside

Rosenkavaleren danser på Det kongelige Teater

Opera! Eller rettere: Opera? Og så tilmed Richard Strauss? Fuldfed, senromantisk opera? Hvad er gået galt for Concertanten?
Øh, ikke det helt store, men i denne sæson har jeg købt en stribe billetter til operaer ude på Holmen for at få afprøvet, om der er nogle fordomme, der kan afskaffes. I anden halvdel af sæsonen byder Det kongelige Teater såmænd på Carl Nielsens operaer i anledning af 200-året, og det Concertanten opleve! At sæsonen så starter med Strauss’ Rosenkavaleren er så bare noget, jeg må tage med.
Jeg har et ret gråmeleret forhold til Strauss. I koncertsalen har jeg oplevet et par tonedigte med vekslende succes. Fabio Luisi dirigerede værket Don Juan med DRSO for et par år siden, hvilket var en vidunderlig oplevelse; men senere udgaver har ramt helt forbi mit musikalske hjerte. Igen og igen har jeg fået at vide, at Strauss’ operaer viser hans genialitet … men jeg har ikke kunnet høre det.
Anmeldelserne fra de første par opførelser af Rosenkavaleren lovede godt – ikke mindst Elisabeth Jansson skulle være forrygende i titelrollen. Så jeg glædede mig på en afdæmpet måde til denne lørdag aften.
Jeg havde været til behandling for noget rygbøvl om eftermiddagen og lå og halvdøsede på sofaen, da kalender-appen sagde “Ding, nu skal du afsted!”. Ahvabar? Det er da først kl 20, ikke? Men nej, operaen ville gå i gang kl 18, og klokken var nu 16:55.
Arrgh! På med tøjet, kort debat om ryggen kunne holde til at cykle eller ej, skarpt trav til stationen, mens telefonen forsøgte at finde ud af, hvordan man hurtigst muligt kunne komme ud på Holmen tidsnok til også at få klemt en bid brød ned.
Kort historie lang: Jeg nåede frem … ydmygende nok med bus, hvilket tager meget af charmen af ankomsten.

Forestillingen

Min plads til operaer i denne sæson er oppe på anden balkon ude i kongesiden og dermed stort set lige over min plads til symfonikoncerterne. Jeg skred op ad trapperne og ned på min hylde – for derpå at blive pakket ind i 70+ segmentet, der med stok, høreapperat, og uvante stilletter forsøgte at finde på plads, uden at hofterne skred. De virkede alle uvante med stedet, så hvis de også er abonniner, så bliver det en laaaaang sæson for Concertanten. Lige et tip til de mindre mobile: Vælg billetter til parkettet!
Under mig, nede i orkestergraven, fyldte Det kongelige Kapel godt op. Jeg havde valgt min plads for netop at få det fulde brus fra orkesteret, og med træblæserne lige under mig ville jeg i hvert fald kunne høre dem. Til min glæde var det Henrik Goldschmidt på obo og John Kruse på klarinet denne aften – det lovede godt allerede.
Ind kom Michael Boder og slog an, og så kom vi igang. Som næsten altid nutildags gik tæppet op under ouverturen, så vi kan begynde at fortælle historien bag historien. Oppe på scenen ligger et stort tæppe på tværs, bemalet med nogle skæve lysekroner og stuk, der så bliver gengivet i et kæmpemæssigt spejl, der hænger skævt over scenen. Uhm, det lover også godt!
I første akt hygger Feltmarskalinden sig med sin toy boy, Octavian. Til min udelte fornøjelse synges Feltmarskalinden denne aften af Ann Petersen. Og Octavian jo altså af Elisabeth Jansson. Stemmerne fejler ikke noget, for at sige det mildt, og skuespillet er i top.
Kender man ikke historien, kan man læse lidt på Det kongelige Teaters hjemmeside – og ikke mindst se fotos af den smukke opsætning.
Feltmarskalinden er højadelig og rig, jovist, men hun er også en kvinde, der er ved at se sin ungdom forsvinde i bakspejlet. Hun reflekterer over begrebet tid, og Ann Petersen får i rigeligt mål skildret hendes overvejelser og modstridende følelser. Første akt er helt klart hendes, og så dukker hun først op igen sidst i tredje akt. I mellemtiden har hun tydeligvis resigneret sig med sin skæbne: Jeg var også engang en ung pige, der blev tvunget ind i et ægteskab med en ældre fyrste. Men det har givet mig en stærk position i samfundet, som jeg kan bruge til at gøre godt.
Jeg ved ikke helt, om det er budskabet, men det kunne det være.
Feltmarskalindens fætter, Baron von Ochs, blev sunget af Wolfgang Bankl med en tyk østrigsk dialekt. Jeg fattede ikke et ord af, hvad han sagde, men meningen var klar, helt ned til toupéen: Her har vi en bondejokke med overdreven selvtillid og et urealistisk selvbillede, datidens svar på en ostegrossist; eller måske nærmere en deltager i et reality show.
Hvorom alting er, så er det Ochs, det går ud over. Han er det komiske midtpunkt med utallige ufrivilligt morsomme replikker. Han er nemlig en stor mand, højadelig og dermed en gave til den nyrige svigerfamilie i sig selv. Han er så også stort set pengeløs og på det nærmeste fattigfin. Det ender småskidt for ham: fuldstændigt til grin, ydmyget og bortvist. Men selvglæden har han i behold og kan tage den og den uægte søn med sig tilbage til Lerchenau-slægtens hjemegn i Kärnten.
I mellemtiden har Octavian slået sig løs som iscenesætter af et bedrag af denne Ochs for at forhindre, at den purunge Sophie bliver gift med baronen. Det går godt, og de to unge får hinanden til sidst – efter en hjerteskærende terzet mellem Feltmarskalinden, Sohie og Octavian om at vælge, om tiden, og om livet. Operaen kunne have sluttet da, men selvfølgeligt fortsætter den 20 minutter endnu….

Dommen

Det er godt nok en lang opera! Jo, jeg sidder gerne i 6 stive klokketimer og indhalerer Wagners Parsifal, og dog er Rosenkavaleren en lang opera. Jeg tror nok, jeg forstår begejstringen for Strauss – der er mange virkeligt smukke passager med absolut smuk musik. Men for mig er problemet, at de smukke passager er begrundelsen i sig selv. Operaen er groft sagt til for at opnå de smukke passager. Er det ikke det, man siger om Bel Canto-opera?
For et par år siden så jeg Strauss’ Frau ohne Schatten på Operaen. Den syntes jeg også var lang og at den blev reddet af sindsygt smukke passager. Handlingen var der ikke megen hoved eller hale i, hvilket heller ikke er strengt nødvendigt jævnfør min kærlighed til Parsifal, så længe det giver musikalsk mening. Det gjorde det ofte i Frau ohne Schatten, og det gør det ofte også i Rosenkavaleren. Det er på overfladen en komisk opera, men selvfølgeligt er den i virkeligheden en tragedie om tidens gang og tidens tand. Ochs lever i en gloriøs fortid med guld og tingeltangel og adelens privilegier. Han fatter ikke, at den tid er svunden, og at han heller ikke selv er ung og sprød længere. Derfor er han latterlig men også ynkværdig.
I denne opsætning er der klar fokus på det latterlige ved Ochs. og det er jeg uenig i. Jeg tror ikke, det er opsætningen der er noget galt ved. Jeg tror det er operaen som sådan, der simpelthen lader denne karakter i stikken. Strauss og von Hofmansstahl ønskede at give et hip til den gamle adel, der levede i fortiden uden sans for samtiden. Operaen er skrevet 1909-10, altså i en tid før verden gik af lave, hvilket de ikke kan have vidst. Men de vidste, at tiden havde ændret sig og var ved at ændre sig yderligere. Den foregår i kejserinde Maria Theresias tid, altså midt i det 18. århundrede, på mange måder et politisk højdepunkt for den gamle verden, set fra Wien, og dermed noget at længes efter.
I denne opsætning af Marco Arturo Marelli er vi Strauss’ samtid, ca. 1910. For mig giver det meget mening – den tid har omtrent samme betydning for (nogle af) os i dag, som Maria Theresias tid havde for wienerne før 1. verdenskrig og måske stadig har(?). Scenografien er noget nær genial: Tæppet trækkes langsomt på tværs af scenen, så sparsomme møblementer langsomt dukker op fra de florlette gardiner i siderne. Det understreger det drømmeagtige og svævende i musikken – og tiden, der går. Smukt og elegant! Det store spejl i bagrunden ændrer vinkel alt efter handlingen for at vise enten et klart billede eller et forvredent. Og i sidste akt, hvor vi leger med troldsplinter, er spejlet revnet. Meget fint, som en kollega siger, når stavepladerne kommer i brug.
Altså øv til operaen og hurra for scenografien. Hvad med sangerne?
Ann Petersen er jo simpelthen bare vidunderlig. Basta! Her fik hun blandet en undertone af sensualitet ind i sin klare sølvstemme, og i sidste scene af første og tredje akt fremlagde hun krystalklart en kvindes fortrydelse over tidens gang blandet med en accept af sin skæbne. Flot!
Octavian er jo i virkeligheden operaens store donna, men jo altså en bukserolle for en mezzo. I et par nøglescener ser vi altså på en kvinde, der spiller en mand, der er klædt ud som kvinde. Det rene fjolleri, men Elisabeth Jansson slipper afsted med det. Fint portræt af den hormonfyldte teenagedreng og et stort, stort komisk talent i scenerne som forklædt som kammerpige. Fantastisk skuespil oven i det lækre mørke stemme.
Den små Sophie, der må blive voksen i en fart for at få den, hun vil have, blev sunget fint af Anke Briegel, der gjorde et udvasket indtryk på mig ugen før i Brahms’ requiem. Her var hun fin nok som ingenue, omend stemmen trænger til et par år til på bagen, så at sige. Jeg tror, hun vil blive spændende, efterhånden som de lidt mørkere klange i røsten udvikler sig med årene – det vil give noget intensitet til sopranen.
Ellers blev der sunget og spillet fint hele vejen rundt – læs om sangerne på Det kongelige Teaters hjemmeside. Gert-Henning Jensen var bedårende som blind italiensk sanger, og Bengt-Ola Morgny og Hanne Fischer uimodståelige som de to intrigemagere. Morten Frank Larsen var fin som den nyrige og nyadlede forretningsmand, der vil bruge sin datter til at klæbe lidt gammeladelig glimmer på det spinkle stamhus; han har tabt sig meget siden jeg sidst så ham for adskillige år siden, men stemmen er stadig en forholdsvis lys baryton. Jo, Ikast har leveret to gode barytoner, men denne her er ikke den bedste.
Kapellet, dog, var aftenens vinder. Der bliver filet igennem på strengene i Strauss’ musik, og træblæserne kommenterer flittigt på begivenhederne. Vi var i virkeligt gode hænder her – vellyden skyllede op mod mig og badede mig i gyldent flødeskum. Det betød desværre, at jeg ikke kunne høre sangerne særligt godt, men det er straffen for at have valgt den plads, jeg valgte.
Rosenkavaleren går endnu to gange i oktober og så to gange i januar. Se den for skuespillets og scenografiens skyld. Hør den for Kapellets vellyds skyld.
Det er dog en lang opera, hvis man ikke lige er til den stil….

PS: For mig var det en anelse distraherende, at Ann Petersen tilbringer første akt med en lang rød fletning ned ad ryggen, klædt i en enkel lang (nat-)kjole, mens hun kæmper mod tid og skæbne. Det var et klart ekko af hendes triumf som Isolde på Den jyske Opera for 2 år siden. Det kan instruktøren ikke have vidst, men det må hun selv have gjort, for der var et vist slægtskab mellem de to roller. Og af de to ved jeg godt, hvilken jeg foretrækker!

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: