Menu Forside

Brahms’ Ein deutsches Requiem for operakor og KglKapel

Jeg har tidligere røbet ikke at kunne se det store lys i Brahms. Og dog har jeg også røbet at have nydt et par koncerter med musik af selvsamme Brahms. Sådan er der så meget, og jeg forsøger at forstå, hvorfor Brahms ikke rigtigt rammer mig. Det burde være enkelt nok: Han er tysk, nordtysk, tilmed; en slags romantiker til den sene side uden at være svulstig eller småvulgær (kan du stave til Liszt?); og han så et stort talent i Clara Schumann. Og dog virker det ikke rigtigt for mig – han er enten for sent ude (idolet Beethoven) eller for tidligt ude (de moderne fra efter århundredeskiftet).
Men en af de helt store oplevelser, jeg har haft i en koncertsal, var Brahms’ Ein deutches Requiem med DR SymfoniOrkesteret under helt vildt vidunderlig ledelse af Herbert Blomstedt. Så da jeg så, at første koncert i Det kongelige Kapels 2014-15 sæson var Ein deutches Requiem med Michael Boder og Operakoret var jeg absolut interesseret, for hvad ville de dog ikke kunne få ud af dette værk?
Det blev 3. oktober, sæsonen gik igang, og jeg glædede mig. Dog blev optakten noget mere kaotisk end planlagt. Arbejdet var, skal vi sige, afvekslende, og jeg var fuldstændigt udmattet hver aften. Ovenikøbet var en god veninde på arbejdsbesøg fra USA, og jeg havde overhovedet ikke haft tid til at hygge med hende. Men fredag eftermiddag slog jeg i bordet, pakkede veninde og migselv ind i min lille bil og kørte sydpå mod København. En rigtigt hyggelig tur, blev det. Planen, for såvidt at der var nogen, var at køre ind til byen, da jeg havde et ærinde, der skulle nås inden lukketid, og så kunne jeg køre veninden til hotellet, inden jeg fortsatte aftenen.
Desværre havde jeg ikke taget højde for hyggesnak og trafikpropper som resultat af diverse gravearbejder. Så vi måtte skilles lidt brat midt i en prop – hun for at finde et Kystbanetog, der virkede, og jeg for at snirkle mig hjem for at hente cyklen. Men vi sad uhjælpeligt fast så længe, at jeg var lige ved at blive desperat og styre dytten ud til Operaen. Åh, København og trafik!

Koncerten

Jeg nåede hjem og afsted tidsnok til at jeg rødmosset og svedig kunne nå en bid aftensmad, hentet på Papirøen og gnasket mens jeg trak cyklen det sidste stykke ud til Operaen. En slurk vand, en kam, et lommetørklæde til næsen, og så var jeg på stampladsen på 1. balkon, svævende over førsteviolinerne. Mine gode naboer fra de forgående sæsoner kom som sædvanligt et par minutter før klokken ringede, men vi nåede at opdatere hinanden med sommerens begivenheder.
Lidt endnu kan man se programmet her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/koncert/ein-deutsches-requiem. Solisterne kendte jeg ikke af navn. Men sopranen, Anke Briegel skal jeg åbenbart møde i Rosenkavaleren, og barytonen Florian Boesch kan jeg kun glæde mig til at møde et andet sted, da han åbenbart ikke ellers er på programmet i Danmark.
Operakoret fyldte godt op bagest på scenen – de må have lånet et par stemmer, for det var et pænt stort kor. Orkesteret, derimod, så sært småt ud i sammenligning. Ganske vist var der godt med strygere og messingblæsere, sådan som der skal være, men det fyldte mindre end forventet. Måske det var blot fordelingen på scenen? Sad de længere tilbage end ellers?
De dybe strygere starter: cello, bas, bratsch i bedragerisk enkle toner, der spinder et tyndt og kompliceret net under korets “Selig sind die da Leid tragen”. Blomstedt insisterer på et “Selig sint” med et meget kort og skarpt verbum. Boder valgte det mere almindelige talesprogsprægede for at bibeholde det bløde net, måske.
Førstesatsen spandt og spandt, så vi blev helt indfanget. I de næste satser begynder orkesteret at buldre mere, og koret får knald på stemmerne. De udnytter fuldt deres berømte “operatryk”, der så ofte på det seneste er misbrugt i operaproduktioner. Suk, for det lyder godt! Man kan ikke genfortælle et requiem – læs om det et sted, hvis du ikke kender det.

Dommen

Det var en god udgave af Ein deutsches Requiem. Men mest på grund af Operakoret. Onde tunger påstår at det er et korværk med orkester, og det var det unægteligt denne aften. Koret sang igennem i en fin indstudering, og de fik fuldtud fortjent aftenens største bifald. Solisterne gjorde det nydeligt … nej, barytonen brændte igennem (især i sin “Herr”-sats), mens sopranen var mere intetsigende. Altså gennemsnitligt nydeligt. Kapellet spillede flot og præcist, men de blev faktisk overdøvet af koret.
Mens jeg skriver denne dom, sidder en overtræt niece og insisterer på at være vågen og kvik efter aftenens rituelle måltidshysteri. Hyggelig baggrundspludren, men det er unægteligt lidt svært at koncentrere sig om fredagens koncert.
Jeg kan tydeligt huske at have været dybt berørt under et par af satserne – jeg er temmeligt rørstrømsk for tiden af personlige grunde, så et requiem er nok lige sagen. Og så er et protestantisk et af slags absolut at foretrække: Mere indadvendt, mere eftertænksom, mere … mig.
Jo, Brahms er jeg ved at vænne mig til, især dette requiem. Lige denne udgave var faktisk mindre vellykket end den omtalte med Blomstedt. Men god, det var den!

Opdatering: Det er siden lykkedes mig at høre barytonen Florian Boesch hele to gange: han var politimester i Den kongelige Operas opsætning af Rosenkavaleren, og så har han lige været i min radio med et uddrag af Die schöne Müllerin i selskab med Malcolm Martinue. Ikke tosset!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: