Menu Forside

Erasmus Montanus på det Kongelige

Det kongelige Teater har oparbejdet et vist ry for ikke at opføre de såkaldt klassiske værker, herunder ikke mindst skuespillene af teatrets oldefar, Ludvig Holberg. Til gengæld har de så også fået ry for at give den hele armen, når de så endeligt opfører Holberg.

I denne sæson opfører de Erasmus Montanus – iscenesat af den vidunderlige Thomas Bendixen med de pragtfulde Moliere-opsætninger og med Thure Lindhardt og Søren Sætter-Lassen i de to hovedroller som henholdsvis den unge overbelæste men ikke særligt kloge Rasmus og den ældre intellektuelt tilsandede Per Degn. Jeg har aldrig set skuespillet opført og kender det primært fra gymnasiet og fra den skønne TV-film, der blev lavet i 1970’erne. Men selvfølgeligt skulle jeg da se denne opsætning! Jeg skulle bare liiiiige finde plads i kalenderen….

Fredag i denne uge havde jeg en meget travl dag på arbejdet og vidste, at hvis jeg blev hjemme om aftenen, så ville jeg sidde og arbejde…. Så jeg købte billet til aftenens forestilling og tog tilmed tidligt fra kontoret for at være inde i byen kl 17 til foredrag med Puk Damsgaard om hendes nye bog om krigen i Syrien – lige det kiksede så da salen meldte alt optaget et kvarter før start :-(. Nå, men så var der god tid til at spise en lækker salat som aftensmad på August B – med en halvpensioneret balletstjerne ved nabobordet, såmænd. Og så afsted til Skuespilhuset.

Forestillingen

På grund af arbejdet med at forvandle Kvæsthusbroen til et nyt udendørs oplevelsessted eller sådan et eller andet lækkert er det pt virkeligt svært at ankomme standsmæssigt til Skuespilhuset. Cyklen humper afsted over hullerne i asfalten, bliver klemt på plads i cykelstativet (yes, der var plads!), og man klemmer sig så selv forbi afspærringer, op ad trappen, gennem løngangen, og så ind ad døren. Ikke nemt, men det lykkedes.

Inde i den smukke sal lyder rokoko-iseret barokmusik som optakt. Et til lejligheden skabt fortæppe forestiller (vist) en kompasrose fra tiden, men nogle af basunenglene var medvirkende i forestillingen, og i stedet for navigatoriske tips og tricks var rosen pyntet med signaturer og små vitser, såvidt jeg kunne se. Og nok så vigtigt var alt skrevet på hovedet, så man netop ikke kunne læse det. Jeg var meget optaget….

Vi går i gang, og Peter Gilsfort som Jeppe Berg sidder på tønden og beretter om sin søns forestående hjemkomst, afbrudt i ny og næ af knibeøvelser. Så var vi ligesom i gang, og vi fik sat niveauet fra start!

Søren Sætter-Lassens Per Degn dukker op og drikker en snaps eller 70 med mor Nille, spillet fornemt af Kirsten Olesen. Rygterne går om, at Rasmus er kommet, men hvor er han? Langt om længe dukker han op med alle sine fine fremmedord, sin trang til disputs, og sin insisteren på at have hævet sig til et langt højere niveau end sit kødelige ophav og deres omgivelser. Kærligheden til Lisbed trives dog stadig og plejes af udsigten til hendes fars penge. Lisbed vil bare gerne giftes eller i hvert fald kysses nu, tak. Men far Jeronimus, gestaltet af Henrik Kofoed, skal ikke nyde noget af at afse sin datter til en person, der nægter at indrømme at jorden er flad. Og så er der krig i sognet mellem (E)Rasmus og resten.

Historien er velkendt af de fleste i min generation og før – de stakler, der aldrig har læst Holberg i skolen eller på anden måde, må læse sig frem til resten på Wikipedia eller andetsteds. Moralen er som aktid hos Holberg, at hvis man stikker næsen i sky, mister man jordforbindelsen og evnen til at forstå andre mennesker. I dette stykke gælder det både den små Rasmus og hans modstandere.

Dommen

Pragtfuldt! Skynd dig at købe billetten her!

Skuespillets sprog er nænsomt opdateret uden at forfladige noget. Den eneste rolle, der har fået lov at beholde sit brede sjææææællandske er Ridefogeden. Resten taler diverse københavnske dialekter med Jeronimus og frues skønne opkomlingesprog som den klare vinder.

Der spilles skuespil i den helt store stil, og skuespillerne nyder tydeligvis opgaven. De leger med rollerne, og det virker, fordi de helt grundlæggende respekterer rollen. Kirsten Olesen er moderen, der giver alt for yndlingsbarnet og intet har tilovers for resten af familien. Thure Lindhardt giver Erasmus samme intense selvkærlighed og snobbede nedlandenhed over for alle andre, som han også lagde for dagen i filmen Blå Mænd – det turde give en antydning af, hvor vi er henne. Til gengæld portrætterer han også fint, hvorfor Rasmus være Erasmus. Og hvor forfærdeligt han har det, da han for at overleve må forrædde sig selv og alt, hvad han tror på. Flot!

Søren Sætter-Lassen er selvfølgeligt vidunderlig som Per Degn, der har perfekteret rollen som sognets belæste degn grundet sin skoling i Slagelse og alt det, han kunne have gjort. Få kan som Sætter-Lassen vise med sin krop, hvad der foregår inde i hovedet på karakteren. Altid troværdig!

Fantastisk opsætning, rigeligt med lavpandet komik i den gode sags tjeneste, og skuespil når det er bedst! Se den før din nabo – eller tag naboen med!

 

Kategorier:skuespil

Tagged as:

Eva

2 replies

  1. Glæder mig til at opleve skuespillet Erasmus Montanus på deres sidste dag til oktober. Mine forældre var så gode at lade os komme ind på den gamle scene som børn for at se de berømte forestillinger.

    Like

    1. Hej Maria – du har noget at se frem til! Om jeg lige ville tage børn med til dén forestilling, er nok mere åbent. Men ellers har du ret i, at Det kongelige Teater har fine rundvisninger for store og små. Jo flere, jo bedre, siger jeg!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: