Menu Forside

Arild Kvartetten på Glyptoteket

Af pladshensyn har Concertanten valgt at ignorere de fleste af de utallige kammerkoncerter, der spilles i og omkring København, men i ny og næ gøres en undtagelse. I dag var sådan en undtagelse: Glyptotekets sommerkoncerter lokkede med noget strygekvartet af Beethoven til blot 75 kroner, så op på cyklen og afsted med tanten!
I disse dage er min by nu ellers under belejring igen. Altså udover de nærmest permanent opgravede veje og cykelstier, der effektivt fastholder cyklistens koncentration for at undgå at styrte. Det er nemligt blevet moderne at afholde diverse sportsarrangementer i midtbyen, så den halve by må afspærres. I dag var det endnu et halvmarathon, i går var det noget andet, og i morgen er det noget tredje, sikkert. Akkeja, alle de mennesker, der er villige til at gøre hvadsomhelst for at undgå at være sammen med sine børn, inklusive at løbe 22 km i regnvejr. Dem om det, Concertanten har andet at give sig til.

Koncerten

Som nævnt ignorerer jeg langt de fleste af de musikfestivaller, der gør den danske sommer musikalsk interessant uanset vejret. Herunder altså den lille festival, som Ny Carlsberg Glyptoteket afholder med en kort kammerkoncert kl 12 søndage i august og september. Søndag er jo gratisdag på museet, hvilket lokker flere mennesker til, men man skal dog betale et mindre beløb for at komme ind i festsalen, hvor koncerterne afvikles. Salen er jo relativt stor og ikke mindst bred med gulv og vægge af sten og loft af glas – med andre ord en knaldhård akkustik, der kun holdes på plads af salens form – bred, laftlovet i siderne og med et kuplet tag af støbejern og glas. Jeg anbragte mig som sædvanligt midt for på række ca. 10, der normalt er en god plads. Men lidt spændende var det her, da jeg ikke havde været til koncert i denne sal før.
Scenen er pænt højt hævet, og bag sig har musikerne en kolonade med forhæng mellem søjlerne til dog at give lidt blødhed i akustikken. Som sagt en stor sal, der kun blev fyldt halvt op. Til gengæld et enthusiastisk publikum af forskellig årsag – lige bag mig sad for eksempel bratchistens forældre. Sådan er de københavnske koncerter nemlig også: en påmindelse om at musikerne ikke er halvguder men derimod helt almindelige mennesker, der bor og lever lige som vi andre gør. Hyggeligt!

Programmet lød på:
1. Strygekvartet i D-dur af C.F.E. Hornemann
2. Strygekvartet i B-dur op. 130 af Ludwig van Beethoven.

Se, det lød jo lovende. Men endnu mere lovende var, at programmet skulle spilles af Arild Kvartetten, der er en slags udbryderensemble fra Det kongelige Kapel, grundlagt i 2008 af musikere fra Kapellet og flittigt spillende med stor succes hjemme og udenbys. Man kan læse lidt om musikerne på deres site og så i øvrigt intet andet. Men Tobias Durholm, der er primarius, holder jeg meget af som koncertmester for Kapellet, hvor han repræsenterer en lidt mere lidenskabelig, eller måske rettere en mere udadvendt tone end min favorit, Lars Bjørnkjær med sin evigt poetiske tone. Ingemar Brantelid er mest kendt for at have en søn, der også spiller cello, men faderen kan også selv! Bratschisten, Stine Hasbirk, startede i KglKapel men har de sidste par sæsoner lyst op i DRSO. Det fjerde medlem kendte jeg ikke af navn, Anna Zelianodjevo, men ansigtet er bekendt nok fra KglKapel. Alt i alt en lovende besætning, så jeg var klar til at begejstres.
Der stemmes i et sidelokale, og så kommer musikerne ind og klatrer op på scenen: herrerne i vanligt sort (uniformen når KglKapel fungerer som operaorkester), damerne i ens blå blondekjoler. Man sætter sig med cello bagest ved siden af andenviolinen – på et eller andet tidspunkt skal jeg have lavet en opgørelse over, hvornår hvilket ensembler bruger hvilke opstillinger, men lige netop denne virkede rigtigt fint, da såvel bratschens som celloens lyd kom godt ud i rummet.
Først Hornemann. Denne anden strygekvartet er et udpræget ungdomsværk, fyldt med noder og påhit, boblende af energi. Det er også et rigtigt charmerende værk. På mig virkede det som en ung Beethoven spillet som en aldrende Schumann, hvilket ikke giver mening, men det var altså effekten på mig – godt med blær i musikken, bedragerisk enkelt, men også en tand studentikost á la “se hvad jeg kan!”. Med andre ord: Jeg var ret begejstret allerede.
Efter en tur ude i sidelokalet for at stemme igen og sikkert få sig en tår vand, kom kvartetten atter op på scenen og gjorde klar til hovedværket: Beethovens 13. strygekvartet, opus 130 fra 1825 og altså en af de sene – og tilmed den med den herostratisk berømte sidstesats, der blev fjernet og blev et selvstændigt værk, kendt som Grosse Fuge, da den simpelthen var for svær (og for lang) at spille. Arild Kvaretten havde klogt nok valgt at opføre værket i standardformat med den mere “normale” finalesats. Det gør ikke værket nemmere at spille – det sætter store krav til musikerne, for i vanlig sen-Ludwigsk stil er det ikke blot hundesvært men også dybt intellektuelt og følelsesmæssigt krævende.Det er heller ikke helt nemt for tilhørerne: Man er simpelthen nødt til at give sig hen!
Så det gjorde vi allesammen!

Dommen

Efter sidste tone havde klinget af, røg to personer simultant op fra stolerækkerne med et “Bravo!”. Concertanten var enig: Det var knaldhamrende flot spillet!
Hornemann blev spillet så man måtte spørge sig selv om, hvorfor den musik dog er gået i glemmebogen. Pludseligt forstod vi, hvorfor samtidige musikere og komponister var så begejstrede for dette medlem af Hornemann-klanen: Musikken er ikke virtuos som Liszts er det, for eksempel, men den er mere “gnistrende” end Niels W. Gades. Arild Kvartettens medlemmer spillede udpræget sammen, smilede, når noget lykkedes, som de tydeligvis havde øvet meget med, og glædedes over andres vellykkede spil. Durholms strålende violin sendte perler afsted, andenviolin og bratsch vuggede – bratschen med sin velkendte rund lyd (som Asbjørn Nørgård fra Den danske Strygekvartet kalder “råb-i-spand-effekten”), og Brantelid père lod buen danse over celloens strenge. Et fint værk flot opført.
Hvordan griber man et herostratisk berømt og berygtet værk af? Et værk kendt som “en af de gale”? Arild Kvartetten havde tydeligvis tænkt over, hvordan de ville spille det. Der var ikke noget standard, vi-har-spillet-dette-en-milliard-gange skær over denne udgave. Der blev gået til stålet, satset alt, og filet så buehårene sprang. Den uendeligt smukke cavatina blev simpelthen sunget, så vi fik tårer i øjnene. Finalen var brilliant, bevares, men også med fuld følelsesmæssig investering. Musikerne spillede sig helt ud, og de gjorde det sammen.
I sandhed: Bravo! En time, der simplethen bare fløj afsted i godt selskab. I pauserne mellem satserne kunne vi høre svag støj fra øvrige museumsgæster, og rådhusuret slog sine kvartersslag. Det gav en fin effekt, lidt ligesom når rutschebanen giver lyd fra sig under en koncert i Tivolis Koncertsal.
… Det kunne godt være, Concertanten skulle til at følge denne kvartet noget mere….

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: