Menu Forside

CoCo og Bernadini går barok i Tivoli

Concertanten har holdt en slags sommerferie uden egentlige koncerter. Men så fik man abstinenser, gjorde man! I denne uge blev Concertantens sensommer- og efterårssæson så skudt grundigt i gang med intet mindre end to fabelagtige koncerter (og i skrivende stund forsøger jeg at forhindre mig selv i at drøne afsted til Late Summer Festival Copenhagen i aften…).
Den første koncert faldt onsdag aften i Tivolis Koncertsal: Concerto Copenhagen og Alfredo Bernadini spiller Vivaldi og venner og fjender, sagde programmet, så der var ikke meget at betænke sig på for Concertanten. Op på cyklen og afsted!

Koncerten

Nu er Vivaldi jo ikke lige min kop caffe, men Concerto Copenhagen (CoCo) er jeg meget begejstret for på grund af den måde, de spiller deres musik på. Jo, det er “historisk stil”, tarmstrenge, ventil-fri blæsere, og alt det der gejl. Men musikaliteten og talentet fejler intet! Deres koncerter er altid medrivende og meget interessante, og når de leger operaorkester, giver de altid og konsekvent den operaaften et kraftigt løft, som selv den tåbeligste scenografi ikke kan ødelægge. Det handler om musikken, gør det!
Til denne koncert var CoCo reduceret til to violiner, en bratsch, en cello, en kontrabas og et cembalo. Til gengæld havde man selskab af ingen ringere end Alfredo Bernadini, tidens helt store barokoboist, og den svenske lutspiller Fredrik Bock. Programmet er Tivoli ikke længere glad for at dele ud af sådan bare lige, så alt, hvad jeg ved, er, at det var diverse koncerter af Vivaldi og andre af datidens hotte stjerner i Venedig og omliggende byer.
Bernadini introducerede musikken i grupper af 2-3 “numre”og fortalte små pudsige historier om komponisterne, musikken, eller datiden. Han lagde skarpt fra land ved at meddele, at aftenens koncert var dedikeret den store fortaler for tidlig musik, Franz Brüggen, som var afgået ved døden samme morgen. Der lød et gisp gennem publikum, og så var stemningen ligesom lagt: der var nørder nok blandt publikum til at spidsfindigheder i udførslen nok skulle vække genklang. Nåhr, jo, så var jeg der jo altså også – i vanlig Concertantestil villig til at lade sig begejstre af musikaliteten men uden som sådan at fatte en bjælde af det hele.
Til gengæld blev ingen af os skuffet: alle værker blev spillet med nørdet akkuratesse men også med swing. Allerede et af de første værker fik publikum helt ud på stolekanterne: Vivaldis berømte guitarkoncert i D-dur, hér altså i originalformat som lutkoncert. Det hypersarte strengeinstrument plukkede tonerne ud af æteren, om om Bock ville kunne blive ved i timevis. Den i Danmark velkendte andensats (Dus med Dyrene) fik os alle til at smile, men hele koncerten er så smuk, så smuk.
I obokoncerterne fik Bernadini sin (ventilfri) obo til at nærmest gnistre. Og snerre, faktisk. Hele tiden i tæt dialog med strygerne. Han trak tonerne ud, satte så tempo på, gjorde barokmusikken meget, meget levende og vedkommende. Det var vildt! På den gode måde.

Dommen

Da jeg ikke har noget program, og da jeg kun kendte meget få af værkerne (og kun to af komponisterne), kan jeg ikke sige ret meget begavet om musikken. Men hold da helt op, hvor var det godt! Det er derfor, de såkaldt historiske ensembler har deres berettigelse: de kan skrue helt ned for ensemblestørrelse, deres instrumenter i historisk stil står perfekt til hinanden i tonalitet og ikke mindst lydstyrke, og der er en energi af den anden verden i den måde, de musicerer sammen.
Undervejs skiftede de to violiner og bratschen ofte plads for at give det pågældende værk den helt rigtige balance i lyden – det er lige dét jeg mener med nørderi. Effekten er kolossal, når der er tale om så fine musikere, som vi har dem, vi finder i CoCo. Kendte ansigter og fremragende musikere, men lige denne aften var jeg mest imponeret over cellisten, Mime Brinkmann, der havde et forrygende intimt samspil med Bernadini. En stund endnu kan listen over musikere findes her (men altså ikke værkerne): tivolifestival.dk
Publikum gik amok, og vi tilkæmpede os et par ekstranumre, inklusive et sidste, som tydeligvis var et hyggenummer for musikerne, da Bernadini vendte ryggen til publikum for at være med i rundkredsen af kommunikerende musikere. Det var helt fantastisk at være med til.
Selve musikken finder jeg ganske forglemmelig – skal det være første halvdel af 1700-tallet, så skal det være tysk, jo. Men musikken som kunstnerisk udtryk var helt i top.
Det var en aften med barok, der rokkede med parykkerne. Jeg vil ikke påstå, at der gik jazz i den, men det swingede virkeligt.
Flot, flot koncert!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: