Menu Forside

Styrkeprøve mellem Beethoven & Strauss med DRSO

Kr. Himmelfartsdag burde være en dag til fordybelse og reflektion, især når den falder på en torsdag og man ikke har taget fri fra arbejde fredag. Denne concertante valgte at bruge dagen på tøjvask, papirarbejde, og så tage til torsdagskoncert med DRSO om aftenen. Tja, sådan er der så meget i vejen med det åndelige liv disse dage.
Der var i øvrigt gået et stykke tid siden mit sidste besøg ude i den blå betonsilo på Amager. Der er så meget, der skal passes, og 4 uger er jo en uendelighed, men jeg kunne da finde vej derud. En yndig majaften, hvor alt dufter og synger – altså undtagen alt vejarbejdet og øvrige huller i cykelstierne. Men hvis man partout skal holde på Langebro og vente på at klappen går op, så et lille skib kan komme igennem, og derpå vente på at klappen går i igen, så er lige sådan en aften ikke den ringeste.

Koncerten

Programmet stod på et mastodontværk før pausen og et mastodontværk efter pausen: Beethovens violinkoncert versus Richard Strauss’ Ein Heldenleben. Så er der ellers lagt i kakkelovnen for publikums tålmodighed, da begge værker jo ikke alene tager en rum tid at afvikle, men de fylder også begge godt i hoved og krop.
Violinkoncerten havde jeg jo den udsøgte fornøjelse at opleve i februar med Christian Tetzlaff og KglKapel. For mig var det den ultimative opførelse, så jeg så ikke just frem til aftenens udgave med DRSO, en mig ukendt japansk dirigent, og en mig lige så ukendt ung kinesisk-australsk solist. Dirigenten var Yutaka Sado, og solisten var Ray Chen.
Ind løb de begge, orkesteret satte i gang med den laaaaange indledning, solisten satte i, og afsted gik det. Og sikke det gik! Chen levede med i musikken, også i orkesterpassagerne, og hans kadenzer og øvrige spil gik lige til kanten af det mulige. Vi sad på en knivsæg og turde knap trække vejret. Men det gik, alle overlevede, og der var rundhåndet stående applaus.
Ekstranummeret var en caprice af Paganini (nr 21), leveret med samme energi og kraft, så buehårene sprang.
Efter pausen var det så Strauss … ikke en favorit, for at sige det mildt. Der var godt fyldt op på scenen – dobbelt op i alle blæsergrupper, hvilket burde love godt men ikke gør det hos Strauss. Det er næsten altid simpelthen for meget til at være godt, efter min mening.
Men spillet, det blev der! De forskellige “billeder” blev klart fremlagt, og alle musikere blev fortjent hyldet efter musikken (endeligt langt om længe) var overstået. Især Christina Aastrand fik kram af dirigenten og stor applaus for sine meget fine soli i rollen som fru Strauss.

Dommen

Jeg er ved at udvikle en fiks idé om, at ingen under 35 bør have lov til at opføre Beethovens værker foran et betalende publikum. I hvert fald ikke hans værker skrevet efter 1800 (og det er jo så de fleste). Det er noget med at have oplevet en vis mængde modgang i tilværelsen, der uddyber forståelsen af ham den gamle sure mand. Men jeg har jo gjort en stor undtagelse med pianisten Igor Levit, så skal unge Chen på listen?
Tja.
Egentligt ikke, selvom han fortjener stor ros for indsatsen. Det var flot spillet, teknisk perfekt, lidenskabeligt, alt med stort overlæg. Men jeg vil faktisk hellere høre ham spille den om 15-20 år. Ikke at livet som vidunderbarn og derpå følgende liv som omrejsende stjernesolist er en dans på roser. Men han trænger til noget surt i sit liv, før hans Beethoven kan blive drevet af indre nødvendighed i stedet for den omgang überromantisk ungdommelig energi, som drev værket denne aften. Hele salen rejste sig, og min sidemand var dybt rørt. Det var jeg ikke, men det var da en god udgave.
Hvad kan jeg sige om stykket af Strauss? Ikke det store. Jo, stort var det, velspillet, og alt det der, og dirigenten var fuldstændigt flad bagefter. Han og musikerne knoklede for hyren, og resultatet var virkeligt flot. Men jeg er bare ikke særligt begejstret for Strauss. Dirigenten, derimod, Yutaka Sado, vil jeg virkeligt gerne opleve igen. Et meget interessant bekendtskab med virkeligt godt styr på musikken i musikken. Lad os få mere af ham!
Koncerten endte bittersødt, da det var Alexandre Zapolskis sidste koncert. Han har fyldt godt i førsteviolingruppen (han har trods alt oplært en stor del af byens violinister), men nu får han altså mere tid til undervisningen. Nogle unge elever bragte ham blomster, og han fordelte buketter til damerne blandt førsteviolinerne. Jovist, russer er han forblevet.
For mig var det endnu mere trist, at det vist også var sidste koncert med bassisten Michal Stadnicki. Ham, og ikke mindst hans godt slidte stol, vil jeg virkeligt savne. Det var en god aften for kontrabasgruppen i begge værker – nu må “De unge vilde” så klare sig uden chefen. Tak for mange gode oplevelser!

… Opdateret lørdag: Ganske forventeligt var Berlingerens Schauser væsentligt mere begejstret (det er han nu tit): www.b.dk/koncerter/helte-og-hystader

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: