Menu Forside

Don Juan og især damerne på Det kongelige Teater

Mozarts operaer har efterhånden 220 år på bagen, men de lever stadigvæk, når man altså gider tage dem alvorligt. Nogle opsætninger nærmest dræber musikken, andre keder publikum halvt ihjel. Men så er der jo dem, hvor publikum går berigede hjem, og sådan en er den Don Juan, som netop nu rejser landet rundt.

Det var Store Hvedeaften, og uden varme hveder cyklede jeg forventningsfuld afsted mod Indre By. Det viste sig til min overraskelse, at der skulle spilles fodbold i Parken – man er åbenbart begyndt at spille pokalfinale Store Hvedeaften i stedet for Kr. Himmelfartsdag, hvilket jeg ikke fatter et pluk af. Men det havde altså ikke forhindret det meste af Nordjylland i at rejse til hovedstaden, så jeg måtte zigzagge mig gennem myldreret af fodgængere på cykelstierne. Så var stemningen ligesom lagt: En duft af øl, glade ansigter, piger i korte skørter, midaldrende mænd med fokus på det væsentlige i livet (AaB, åbenbart). Det kunne næsten have været et resumé af fortællingen bag operaen Don Juan, dog plus øl og solskin i stedet for de mængder af vin og mad, som normalt omtales i operaen. Det er jo en fortælling om arketypen på kvindeforføreren med et hav af knuste hjerter bag sig og en skov af kvindekroppe foran sig. I Mozarts opera siger Don Juan på et tidspunkt, at det ville da være synd for alle de andre kvinder, hvis han måtte holde sig til blot én. Alt efter opsætningen kan det så være troværdigt, ulideligt blær, eller ligefrem utroværdigt. Jeg har set optagelser af forskellige opsætninger gennem årene, inklusive en fra Drottningholms Teatern, hvor Don Juan var ca. 70 år gammel, gråhåret, halvfed, og temmeligt klam. I den stik modsatte ende har vi så Kasper Holtens film Juan med den ualmindeligt … eh.. velsyngende Christopher Maltman med og ikke mindst uden moderne tøj på. God film! Men også en rigtigt fin opsætning af operaen.

I sæsonkataloget for Det kongelige Teater havde jeg læst, at man ville opføre Don Juan med det fabelagtige Concerto Copenhagen i orkestergraven, hvilket ville give os en mere spinkel og ”autentisk” lyd og højst sandsynligvis også kvikt og spænstigt spil. Det plejer at være godt, når de leger operaorkester, jævnfør successerne med Händels operaer på samme scene. Jeg havde også læst mig til, at Palle Knudsen ville synge Don Juan, og da han hverken er halvfed eller halvgammel, så lovede det alt sammen godt.

Operaen

Opsætningen er instrueret af den chilenske Aniara Amos, som jeg slet ikke kendte, og den havde premiere på Værket i Randers i begyndelsen af april, sært nok. Bare ærgerligt, hvis man er jyde og gerne ville have set den, for nu er det for sent. Men der er nok stadig billetter at få til det kongelige… Nå, jeg havde ikke rigtigt fået set anmeldelser af forskellige grunde, men aftenens rollebesætning lovede da godt:

  • Don Juan: Palle Knudsen
  • Donna Anna: Inger Dam-Jensen
  • Don Ottavio: Peter Lodahl
  • Donna Elvira: Sine Bundgaard
  • Zerlina: Tuva Semmingsen
  • Komandanten: Petri Lindroos

Og derudover:

  • Masetto: Florian Plock
  • Leporello: Henning von Schulman

Og så jo altså CoCo i graven. Der havde været lidt støj omkring, at det vist var noget af en halvbillig opsætning, hvor kulisserne skulle være lavet af stumper af gamle kulisser ude fra det bagerste hjørne af magasinerne. Men rollebesætningen var da dyr nok, skulle man mene.

Jeg tøffede ind på min pind på balkonen, og CoCos musikere traskede også så småt ind og begyndte at varme op – især blæserne har jo nok at se til i CoCo, da de gamle instrumenter jo kræver omhyggelig håndtering, og dog må man fra tid til anden lade en skævert slippe afsted – sådan er det jo bare med naturhorn og så videre. Så der blev varmet omhyggeligt op.

Da det sidste publikummer langt om længe var nået på plads, eller sådan da, løb Lars-Ulrik Mortensen på vanlig vis ind, og afsted gik det med ouverturen. Tæppet går op, og tjeneren Leporello synger om sit møgjob, mens han ikke holder vagt uden for Kommandantens hus. Don Juan og Donna Anna dukker frem og har tydeligvis travlt med hinanden. Men legen må afbrydes, for Farmand, altså Kommandanten, dukker op, Donna Anna flygter afsted til sin næsten-forlovede, Don Ottavio, og Don Juan kommer til at slå Kommandanten ihjel. Ups. Donna Anna er fortvivlet og skammer sig også, men på den anden side er hun ikke just varm på sin Don Ottavio. Han synges ellers af Peter Lodahl, så det kan være svært at forstå. På den anden side er Don Ottavio kendt som operahistoriens største vatarm, men Lodahl fremstiller ham som præ-romantiker, der bare vil hvad du vil, skat.

Nå, mere fut på: Der er en duft af kvinde i luften, synes Don Juan og virker straks opmuntret, men desværre viser det sig at være en gammel flamme, Donna Elvira, som er besat af ham og vil have ham tilbage. Det er Juan ikke meget for, men han lader sig distrahere af en flok bønder, der holder bryllup for Zerlina og Masetto. Zerlina er slet ikke uintereseret, og Masetto er sygeligt jaloux. Folk styrter ind og ud af scenen, flytter rundt på kulissevæggene, så der hele tiden opstår nye rum, og forviklinger opstår hele tiden og igen.

I anden akt går det helt galt. Donna Anna (og derfor også Don Ottavio), Donna Elvira, Zerlina og Masetto forsøger at slå Don Juan ihjel, hvilket er skidt for Leporello, for han er klædt ud som sin herre, men Don Juan, forklædt som sin tjener lægger an på et par damer. Man skal holde tungen lige i munden, for alliancer opstår og forsvinder hele tiden, mens Juan leger med ilden og dameskørterne. Pludseligt står han og Leporello overfor en hastigt opstillet statue af den afdøde Kommandant, der forbander Juan. Det synes Leporello virker farligt, men Don Juan ler det hele bort og invitererer statuen på middag, hvilket statuen nikker ja til. Don Juan og Leporello tager hjem og gør klar til fest. Leporello dækker bord, og tidens populære toner spilles i baggrunden (altså populære i 1790’erne). Donna Elvira dukker uanmeldt op og gør et sidste fortvivlet forsøg på at vinde sin mand tilbage, men hun sendes leende på porten igen. Så banker det på døren, Leporello er lige ved at dø af skræk, for det er jo stenstatuen. Kommandantens statue byder Don Juan at lægge sit hidtidige liv bag sig og angre sine synder, hvilket han ikke er intereseret i. OK, så må du med mig i Helvedet, siger statuen (kort sagt), og som sagt, så gjort. Don Juan dør, og de overlevende synger en meget Mozartsk lille sekstet om den tilsyneladende morale i historien. Tonerne dør hen, publikum holder stadig vejret, og så bryder applausen løs.

Dommen

Lang Mozart-opera, bestående af to laaaaange akter. Men hold da op, hvor tiden fløj! De sammenlappede kulisser var voldsomt meget mere vellykkede end beskrivelsen antydede – det gjorde scenen meget levende til trods det næsten minimalistiske udtryk. Det er nok en af det mest vellykkede sceneopbygninger, jeg har set på Det kongelige Teater. Kulisser og lys – altsammen meget, meget vellykket.

Nede i orkestergraven knoklede CoCo med vanlig enthusiasme og energi og velklang. Det er et rasende godt orkester til den type musik, eller rettere en anelse før, selvom deres Mozart også er ganske fin. Det er jo en lidt særpræget lyd, hvis man ikke kender den, men det lille orkester med de sarte instrumenter leverer saft og kraft til det, der foregår oppe på scenen. Men det er altså en lidt sær oplevelse

Og der foregik virkeligt meget. Virkeligt, virkeligt meget. For mig var aftenens store positive overraskelse Sine Bundgaard som den smågale Donna Elvira. Hun har jo en meget lys sopran, men hun fik i den grad hældt drama ud over scenen. Udstyret med en meget stor krinoline vendte og drejede hun sig hele tiden, strittede med arme og fingre, lagde hovedet på skrå, så man dels tænkte på dårehuset og dels på 1930’ernes parodier på society-damer. Flot sunget og næsten endnu flottere skuespil! Et meget vellykket portræt. En Donna Elvira fra The Capitol, så at sige (hvis man kan sine Hunger Games referencer). En kvinde med pip, konkret fremstillet ved hele tiden at danse på tåspidser som en sangfugl, og et direkte modstykke til den demonstrativt ærbare Donna Anna.

Inger Dam-Jensen var en hændervridende Donna Anna – kvinden, som vil ære sin fader ved ikke at gifte sig, men som samtidigt vil have sin næsten-forlovede til at hævne sin egen ære, som hun jo altså ellers med stor fornøjelse havde deponeret i Don Juans kapable hænder i operaens første scene. Fra fjantet ung pige til iskold og ærekær matrone på 2 minutter, og Dam-Jensens stemme og krop gør det meget sandsynligt. Jeg elsker hendes stemme, som altid skildrer den person, som hun formodes at fremstille, så publikum ikke er i tvivl – især når den person siger et men tænker noget andet. I denne opsætning er hun i grøn silkekjole á la 1880’erne og glatter hele tiden skørtet med en ”bort med denne plet”-effekt. Fin lille gestus med stor effekt.

Palle Knudsen havde jeg virkeligt store forventninger til. Jeg har set ham som Mozart-sanger med stor fysisk effekt (for en relativt lille person) i Cosi fan Tutte, hvor han forførte både Dorabella og Fiordiligi og såmænd også store dele af publikum. Og så rørte han mig jo dybt i Tannhäuser sidste sæson med sin hyper-romantiske fremstilling af Wolfram. Så Don Juan burde være perfekt for ham. Og det var det da. Sådan da. Måske det bare var opsætningens udrustning af Juan med svenskerhår og vinylbukser, der ikke virkede for mig. Men han virkede sært fremmed hele tiden, undtagen under serenaden i anden akt, hvor han droppede tjenestepigen i vinduet til fordel for at gå på jagt på forreste række af publikum. Det var meget forførende, og det havde vi faktisk ikke set meget til indtil da. Jeg følte mig faktisk lidt skuffet – selvfølgeligt sang han dejligt, men jeg blev slet ikke forført på den måde, som jeg havde set frem til. En halv øv.

Til gengæld var der fut på Tuva Semmingsens lille Zerlina – meget forførende, meget levende, meget Tuva. Som mezzo er hun faretruende tæt på at blive typecastet, efterhånden, men hun gør hver person meget levende og konkret og selvstændig. En dejlig stemme at have til rådighed her i byen!

Den samlede dom er lidt gråmeleret, fordi herrerne på scenen var lidt vel meget fejlplacerede i opsætningen, der til gengæld var lige i øjet for damerne. Lodahl var selvfølgeligt dejlig som Don Ottavio, der næsten blev et rigtigt menneske på trods af det ret fattige kildemateriale, må man sige. Men Don Juan var som sagt ikke gjort særligt lækker; Leporello var en ren dumrian af en klovn, hvilket netop er den udgave af Leporello, som jeg ikke kan lide; Masetto var udstyret med et irriterende monobryn; og den ellers vidunderlige Petri Lindroos fik skuffende lidt ud af Kommandanten. Det var damerne, der gjorde det til en skøn aften, hvorimod herrerne ikke rigtigt fængede mig. Og det bragte forestillingen ud af balance. Det var en dejlig aften, og jeg følte mig godt underholdt og samtidigt godt udfordret. Men der manglede en forfører. Øv. Men kun et halvt øv.

PS: Man kan lære meget om fodbold ved at cykle gennem Fælledparken før og efter store kampe. Tak til vendelboerne for relativt god ro og orden trods alkoholprocenten og den manglende forståelse af begrebet ”cykelsti”. Ikke mindst interessant så lidt politi, der skal bruges til en pokalfinale, versus en ligegyldig kamp mellem den lokale klub og en (vis) omegnsklub.

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: