Menu Forside

Strauss, Strauss, Mozart – og Grimauds Beethoven

Den franske klaverstjerne Hélène Grimaud har huseret i min radio i en del år efterhånden og gjort det godt, men rigtigt nære venner er vi ikke blevet i den forstand, at jeg ikke havde oplevet hende i en koncertsal. Men i sæsonprogrammet for DR Symfoniorkesteret stod der, at Grimaud ville komme og spille Beethovens fjerde klaverkoncert for mig, så den billet høstede jeg tidligt. Efterhånden som koncerten nærmede sig, gik det op for mig, at der var en anden regning at betale udover billetprisen: På programmet stod også musik af Richard Strauss, der jo afgjort ikke er en god ven af mit hus. Men hvad: Beethoven overvinder næsten alt, så mon ikke jeg ville kunne klare lidt Strauss på en fredag aften?

Koncerten

Hele ugen havde jeg døjet med pollenallergi med røde øjne, dryppende næse, og kriller i halsen. Det lovede godt for en koncertaften, ikke? Nå, men efter en halvskidt arbejdsdag hoppede jeg på cyklen og trampede afsted til DR Koncerthuset i tide til Mød Musikken. Matthias Hammer fortalte levende om Beethoven og klaverkoncerten – man mærkede tydeligt, at han er uddannet koncertpianist og kende stoffet indefra. Men klaverkoncerten ville sært nok ligge efter pausen – det normale mønster er jo, at værker med solister ligger lige før pausen, meget sjældent efter. Der var dog en form for mening med galskaben, for før pausen stod programmet på kammermusik. Ja, kammermusik. For nu vil man åbenbart vise, at symfonikerne jo altså også spiller kammermusik i forskellig sammenhænge, dog ikke så ofte i DRSO regi.
Programmet denne fredag aften stod altså på:

  1. Strauss: Serenade for blæsere i Es-dur.
  2. Strauss: Sekstet for strygere fra “Capriccio”, arrangeret for strygeorkester.
  3. Mozart: Serenade nr. 12 for blæsere i C-mol.
  4. Beethoven: Klaverkoncert nr. 4 i G-dur.

Jeg klatrede op på tredje balkon, hvorfra man har fin udsigt og bedre lyd. Kammermusik for blæsere er jeg ved at være god til takket være ihærdige indsatser fra Diamantensemblet, Det kongelige Kapel, og en bekendt, hvis søn spiller tuba på pænt højt niveau. Strauss er absolut ikke en favorit, men jeg var blevet lovet i Mød Musikken, at disse to værker ikke er “typisk Strauss”, så det var med en slags åbent sind, at jeg bænkede mig.

Strauss var 17, da han skrev denne serenade i mere eller mindre klassisk stil. Og jo, det kan man høre. Ganske forglemmeligt. DRSOs træblæsere og intet mindre end 4 hornister (Strauss’ far var åbenbart hornist) gjorde, hvad de kunne, for at løfte musikken. Eva Steinaa, som jeg jo endnu ikke helt er så imponeret af, som jeg efter sigende burde være, viste her klart, at kammermusik kan hun spille med hjertet. Flot obospil, langt om længe. Hun og Ulla Miilmann sad side om side, men spillede mere parallelt end sammen. Forhåbentligt bliver det bedre efterhånden som Steinaa får lidt mere rutine som orkestermusiker. Aftenens førsteklarinettist var mig ukendt men er åbenbart svensk: Andreas Sundén. Han gjorde et rigtigt fint indtryk og minder en del i musikalsk udtryk om Mathias Kjøller, som DRSO jo mistede til Aarhus.

Stort set samme besætning spillede det langt bedre værk af Mozart, dog minus fløjter og 2 hornister. Mozart er jo altså bare dejlig, men som Jens Cornelius påpegede i programmet, så skrev han yderst sjældent i mol; til gengæld er hans mol-værker altid mesterværker. Ikke mindst den strålende symfoni nr. 40 i G-mol. Denne serenade er da heller ikke en traditionel serenade, der jo er “easy listening” på rokokomanér. Der står mere på spil, Mozart udfordrer formatet og leger med instrumenterne. Igen er klarinetten fremtrædende, og oboerne spinder gyldne tråde. Flot spillet over hele linien!

Mellem de to værker for blæsere kom så sekstetten, som Strauss skrev som erstatning for en ouverture til sin allersidste opera, Capriccio. Her arrangeret for strygeorkester af aftenens dirigent, Hans Graf. Som sekstet er det et sært værk at bruge i en opera men dog dejlig musik, må selv jeg indrømme. Arrangementet legede med værket ved også at have solostemmer her og der. I modsætning til blæserne er strygerne jo vant til at spille sammen i flok, og det kunne man høre. Strauss er jo en melodisk mester, der gør det svære nemt at lytte til – blødt og rart og hundesvært at spille. Det var en fin fremstilling, men jeg er bare stadig ikke glad for Strauss. Dog er dette sene værk uendeligt bedre end den meget ungdommelige serenade.

Efter pausen blev det så endeligt tid til Beethoven. 5 klaverkoncerter blev det til fra hans side, alle mesterværker, og alle meget, meget, meget forskellige. Den fjerde er blevet min favorit, men den har været svær at komme ind på livet af. Det, der gjorde det for mig i sin tid, var András Schiffs indspilning med en totalt åndeløs andensats. Siden har jeg haft fornøjelsen af at høre Leif Ove Andsnes spille værket på en ganske anden men lige så overvældende måde. Hélène Grimaud kender jeg primært fra soloværker, så det skulle blive spændende, skulle det. Ind løb hun i hvid silkepyjamas (meget klædelig, i øvrigt), satte sig til rette, lagde hovedet på skrå som for at finde en lyd, og satte så i gang med koncertens berømte første fire satser. Orkesteret svarede og broderede videre på temaerne, som klaveret så laver om på med et meget virtuost overflødighedshorn af lækkerier. Solist og orkester fortsætter samtalen gennem hele værket, men i førstesatsen er det primært en samtale om poesi og landskabsmalerier og den slags lyrik. I andensatsen sætter Beethoven musikverdenen på den anden ende. Orkesteret råber op, klaveret nynner stille, mere råb, mere stille nynnen, ja-nej-ja-nej, og så til sidst vinder klaveret orkesteret over på sin side. I tredjesatsen vender klaveret om og pisker en fest i gang, og det hele ender godt som altid med Beethoven.

Klapsalver til Grimaud, et ekstranummer af Rakhmaninov, og så en cykeltur hjem for dette medlem af publikum.

Dommen

Mens jeg skriver disse linier, spiller min radio optagelsen fra koncerten. I går, lørdag, kunne jeg også læse et par af anmeldelserne. Og jeg tror, min umiddelbare opfattelse står fast: Det var en virkeligt sær koncert med kammermusik før pausen og en verdensstjerne i et mesterværk efter pausen. Det hang ikke sammen, selvom kvaliteten var høj.

Strauss’ ungdomsværk behøver ingen høre igen, selvom det blev pænt og nydeligt opført her. Capriccio behøver jeg heller ikke høre igen, selvom selv jeg anerkender værkets kvaliteter. Men jeg blev godt underholdt undervejs og nød ikke mindst “de unge vilde”, som jeg for mig selv kalder kontrabasgruppen under ledelse af den skønne (ikke særligt unge) Michal Stadnicki.
Mozarts blæserserenade kommer jeg til at høre igen, og da vil jeg tænke tilbage på denne aftens udgave som en fin oplevelse. Som sagt gjorde Steinaa her et godt indtryk og løftede især i Mozart hele ensemblet.

Grimaud, så da. Hvad med hende? Som antydet er jeg vild med den fjerde, så hvordan ville jeg synes om denne franske servering? Temmelig godt, faktisk. Det var en meget, meget personlig Beethoven, Grimaud serverede for os. I førstesatsen først lyrisk og til sidst nærmest sensuel. I andensatsen æterisk, eftertænksom, spinkel som spindelvæv, og igen med en sensuel undertone. Og i sidste sats nærmest triumferende. Det var meget følelsesmættet, og jeg tror gerne, Grimaud har været fysisk og psykisk udmattet efter den opvisning. I tredje sats fint samspil med Richard Krugs cello men ellers stort set opslugt af musikken med gnisterne flyvende fra fingerspidserne. Ikke en fysisk, udadvendt præstation, men heller ikke nær så verdensfjern og æterisk, som dette værk kan være. Grimaud er absolut et konkret menneske i sin spillestil og bringer denne person med ind i sin musik. Jeg tror, det var det, jeg opfattede som et sensuelt aspekt.

Grimaud gjorde det til en virkeligt god koncert. Synd at vi skulle vente så længe på hende.

PS: Det var ikke mig, der hostede på alle de stille steder. Men hostet blev der. Det kunne næsten lige så godt have været januar måned, hvad det angår. Suk.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: