Menu Forside

Fischers fyrrige Beethovens 9. symfoni

”Livlig Ludwig” plejer jeg at kalde det, når Adam Fischer sammen med DR UnderholdningOrkesteret (DRUO) sætter ild til DR Koncerthuset med Beethovens symfonier. Tempoet er højt, energiniveauet imponerende, og følelsesregisteret udtømmes både på scenen og på de bløde sæder. For en Beethoven-fan som Concertanten er det lækkerier – ikke at jeg ikke også sætter pris på de store romantiske udgaver for fuldt symfoniorkester, men der er noget ved det lille orkester, når det spiller med kant og lidenskab, der fanger en gnist af gamle Ludwigs ånd, efter min meget personlige mening.
Med sin Gennem Spejlet-personlighed som wienerklassisk kammerorkester har DRUO under Fischer banket støvet af først Haydn, så Mozart, og nu selveste Beethoven. Ikke at Beethoven er støvet, men som man har kunnet høre meget, meget, meget tydeligt i Frübeck de Burgos’ udgaver sammen med storebrororkestret, så spilles Beethovens symfonier ofte senromantisk, ofte stort, og især ofte svulstigt. Beethoven ville sikkert have nydt at høre sin musik spillet af 100 musikere, men efter min opfattelse ville han nu nok have haft indvendinger mod den kønsløse svulstighed, vi så ofte udsættes for af selv de bedste orkestre.
Den slags slipper vi for, når Fischer og DRUO byder op til dans. Med dem er det mere et spørgsmål om vi alle overlever koncerten.

Koncerten

Onsdag i påskeugen stod programmet på Beethovens niende symfoni. Selveste den niende, fristes man til at sige. Ikonisk. Storslået. Herostratisk berømt. Ikke mindst berømt som ”den der med koret, hvor der lige spilles en symfoni først”. Mange sidder blot og venter på finalen, og det er unægtelig så en lang ventetid. Sådan havde jeg det selv, da jeg som ung præ-tante hørte den niende opført live første gang: Man skal igennem en lang, kompleks symfoni, førend man endeligt langt om længe når til bassolisten og det store kor. Men giv nu lige symfonien en chance – det er pragtfuld musik med temaer, der væver sig ud og ind, indtil flere ”kampe” mellem lys og mørke, og nogle yndige melodistumper, der kræver det helt store følelsesmæssige udtræk hos musikerne, hvis det skal være andet og mere end blot en ringetone til mobilen. Jeg ynder at sige, at Beethoven er genial til introduktioner og til tredjesatser, ligegyldigt om de er scherzoer eller, som her, adagioer. Men selv jeg må erkende, at han har mere end almindeligt svært ved at holde op – når først han har fundet ud af noget smukt, så gentager han det gerne 3 og 4 gange, før den sats så er overstået. Det er der mange, der finder lidt tættende eller i det mindste morsomt (ikke mindst musikere), men jeg giver naturligvis Ludwig ret!
Denne koncert blev så den sidste DRUO-koncert med Claus Johansen som vært. Efter 15 år med gakkede men intelligente introduktioner, som både Venneforeningens hr og fru Gennemsnit og Concertanten har nydt, må han trække sig tilbage pga. sin sygdom. Vi bød farvel med et rungende bifald.
Ind løb Fischer, og strygerne satte i gang med de første spæde ansatser til førstesatsen. Træblæserne slog følge, og pludseligt var vi for alvor i gang. Førstesatsen ved jo ikke rigtigt hvor, den vil hen – der bliver sat en masse i gang, men der kommer ikke rigtigt noget ud af det. Beethoven stiller et hav af spørgsmål men giver ingen svar. Det er en lang sats, men den er forbi på ingen tid. I andensatsen går vi for alvor i krig: Strygere og træblæsere beslutter sig for at spille et kvikt lille tema men afbrydes af paukerne. På typisk Beethoven-vis bliver der flettet et kompliceret mønster af silketråde, der flås op og derpå væves igen. Og igen. Og igen. Jeg er ret begejstret for den sats, der stiller virkeligt store krav til musikerne, ikke mindst når den så spilles i det tempo, som Fischer har forsket sig frem til. Efter fjerde gennemspilning af mønsteret kunne strygerne få lov at stemme de hårdtprøvede instrumenter, blæserne smurte læberne, og et par ekstra musikere sneg til ind sammen med de fire sangsolister, så det kunne være klar til finalen.
Inden vi kom til finalen, skulle vi jo igennem en af de vidunderlige tredjesatser, som jeg synes, Beethoven gør så godt. Han bruger konsekvent tredjesatsen som kontrast til resten og som oplæg til fjerde sats. Her i den niende er det jo altså en adagio, fordi resten af satserne er tempofyldte. Han byder her på vidunderligt smukke temaer, der tager sig tid til at folde sig ud og kælent vikle sig rundt om hinanden. Smukt!
Så nåede vi fjerde sats, og det var tid til cello og bas. Knivskarpt og brummende lægger de et solidt grundlag for resten af satsen, så de øvrige instrumenter må indrette sig efter dem for én gangs skyld. I finalen starter bassolisten med at synge på celloernes tema de ord, som Beethoven sandsynligvis selv skrev: Hold nu op med de stridigheder! Kom, og lad os synge sammen! Han starter helt kold efter en lang symfoni, og det er temmelig ekvilibristisk sang, han skal levere. For mig er det lige spændende hver gang, om han kan ramme de høje toner og bevare den elasticitet, som verset kræver. Jeg har ikke hørt det gå galt endnu, men det er faktisk temmeligt svært at synge. Solister, kor, orkester, og en lille piccolofløjte synger sammen, og det hele ender højt, larmende, og meget, meget smukt.
Vi slap bifaldet løs, og det meste af salen rejste sig op i dybtfølt tak til orkester, dirigent, kor og solister for en meget stor oplevelse.

Dommen

Som altid med Fischer og DRUO bevæger vi os lige på kanten hele vejen, og ingen kommer sovende til noget.
Hele fire horn og fire kontrabasser i aftenens anledning, hvilket kunne have væltet de spinkle træblæsere og den trods alt ganske lille violin- og bratschbesætning. Men det gjorde det ikke – hornene var i topform og meget kontrolleret spillende. Basserne havde hentet forstærkning i DRSO, hornene i Det kongelige Kapel, hvor også cello og fløjte havde fundet meget kvalificeret forstærkning. Den eneste ubalance, jeg hørte fra min plads, var de to trompeter, der virkede som om, de ikke passede ind overhovedet med sine små trut i de første satser. Først i finalen, hvor alt buldrer løs, faldt trompeterne på plads. Men jeg har på fornemmelsen, at det endnu en gang var salens irriterende opbygning, der forvrængede indtrykket – jeg sad forrest på første balkon i højre side, så trompeterne pegede næsten lige på os, og det kan den sal ikke kompensere for.
Aftenens paukist havde tydeligvis fået besked på at brage igennem i andensatsens afbrydelser, så det gjorde han. Hold da op, hvor han knoklede! Det var liiiiiige ved at være for meget, men der var mening i galskaben – pauken blev en absolut kontrast til strygernes filigran. Effekten var vældigt fin, men altså kun i kraft af Fischers evne til at holde styr på cirkusset. Dog oplevede jeg lidt ratslør i forbindelse med de store ”brag” i fjerdesatsen. Det var ikke helt samtidigt og virkede som om, præcision blev ofret til fordel for tempo. Måske de stakkels musikere blot løb tør for talent i øjeblikket; det sker for selv de bedste i ny og næ, og det var en udmattende omgang, de var ude på.
Aftenens solister var Inger Dam-Jensen (uhm!!!!), Ann Hallenberg, David Danholt, og Audun Iversen. Hallenberg har jeg oplevet før, hvor hun også gjorde et lidt udvasket indtryk. Men det er unægtelig svært at synge igennem, når Inger Dam-Jensen står lige ved siden af med sin kanonstemme, der viser alle sangere, hvor skabet skal stå. Hende er jeg altid meget glad for at høre. Solisterne stod bag orkesteret med koret på tre brede rækker lige bag sig. Det i sig selv understregede den kompakte stemning. Jeg har tidligere haft temmelig dårlige oplevelser med sangere, der var placeret bag orkestret, så deres stemmer druknede. Denne aften gik det fint nok, men nu er det jo altså også et ret lille orkester, trods udvidelsen. Men måske skyldes min bedre oplevelse, at jeg sad, hvor jeg sad – hævet et godt stykke over orkesteret, og dermed næsten på niveau med sangerne (om end også et godt stykke over dem). Dermed kan stemmerne nemmere finde mine ører på en måde, som de ikke kan, når jeg sidder et hvilken som helst andet sted i salen. Suk, jeg bliver bare aldrig glad for den sal, køn som den dog er.
Energien var umiskendelig, temposkiftene elastiske, og såvel musikere som publikum sad helt ude på kanten af sæderne, mens tiden og noderne fløj afsted. I en koncertsal kan en time være lang tid (Bruckner) eller et kort øjeblik (Beethoven). På denne aften førte Fischer os hele verden rundt med følelserne siddende uden på tøjet og alle nerveender flossede. Fischer selv kunne næsten ikke stå op efter finalen, for han investerer virkeligt i hver enkelt koncert. Musikerne hænger ved ham – og ved hinanden. At gå til en koncert med Fischer og DRUO er en stor oplevelse i sig selv, for det kunne så let virke som rent effektmageri, men det er det ikke. Han mener det! Og det kan vi i publikum mærke.
En af mine venner var også i publikum denne onsdag aften og var helt slået ud bagefter. Eller rettere svævede han på en fischersk sky. Helt så påvirket var jeg nok ikke (lidt hærdet bliver man desværre), men det var endnu en meget Beethovensk Beethoven, Fischer og DRUO diskede op med. Alle overlevede, men det var vist på et hængende hår.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: