Menu Forside

En lokal verdenspremiere med 70 års forsinkelse: Klenaus 9.

Man kan sige meget om DRs reklame for sig selv og store trompetfanfarer for selv den mindste begivenhed, men indimellem har de ret, når de erklærer sensation. Torsdagskoncerten 20. marts 2014 bød nemlig på en vaskeægte urpremiere på en symfoni. Ikke nok med det, det var tilmed en urpremiere med 70 års forsinkelse.
Ud af glemslen dukkede den Danske komponist Paul von Klenau, der levede og virkede det meste af sit liv i Tyskland og Østrig, hvor han hang ud med de hippe såsom Schönberg og Berg, men som tilbragte krigsårene herhjemme i København og døde i 1946. Efter sigende i unåde, fordi han var for “tysk” i sit kunstneriske virke, og så kunne man jo let klæbe n-etiketten på ham. Alt dette og meget mere kunne man læse sig til i ugen op til koncerten i diverse artikler, for DR forsøgte at piske en stemming op. Det lykkedes pænt, men interessen var vist størst i udlandet – DR endte med at livestreame koncerten, efter at have erklæret koncerten udsolgt.
Jeg havde nok ikke købt billet, hvis koncerten ikke havde været del af min billetserie i denne sæson. Senromantisk musik er jo ikke lige min kop urtete, og da slet ikke når den kombineres med lidt tolvtone-agtigt, som foromtalen påstod. Men hvad, det skulle da opleves med sådan en local verdenspremiere med 70 års forsinkelse.

Koncerten

Netop fordi ingen havde hørt så meget som en node, var jeg mere end nogensinde motiveret for at være derude på Amager i tid til Mød Musikken en time før koncerten. Enhver udlægning fra de nærmeste involverede var meget velkommen. Det var et godt valg, for introduktionen inkluderede den person, der gravede manuskriptet frem fra gemmerne i Wien: Niels Krabbe fra Det kongelige Bibliotek. Meget talende herre, men også meget vidende. Også aftenens dirigent, Michael Schønwandt, afså tid til at fortælle lidt om musikken, som han havde lært den at kende. Det var meget interessant! Programnoterne indeholdt også en vanligt velskreven artikel af Jens Cornelius, men det er nu godt at høre fra hestens mund, så at sige, hvad vi skulle høre lidt senere. Både Krabbe og Schønwandt lagde vægt på, at der ikke lå nogetsomhelst n-agtigt i musikken, men at den derimod var ret avantgardistisk i et par af de ialt 8 (!) satser. og begge insisterede på, at vi skulle lægge godt mærke til ordet “fred”, og hvordan det blev anvendt igennem hele symfonien. For så kunne man jo vælge at overveje, om det var en “krigssymfoni” eller en “fredssymfoni” – eller rekvium, om man vil.
Forvirringen skyldtes bl.a. titel og sangtekst for andensatsen: Requiem med tekst baseret på den katolske dødemesse. Hvor meget vægt skulle man nu lægge på det?
Nå, vi fandt på plads, scenen blev fyldt af musikere, og orkesterpladserne bag scenen blev næsten fyldt helt ud af DR Koncertkoret. Tilskuerpladserne blev dog ikke fyldt helt ud, trods erklæringen om “udsolgt”. Men der var godt fyldt.
Musikerne sad i det, jeg for mig selv kalder “berlineropstilling”, da Berliner Philharmoniker er det eneste orkester, jeg har set, der næsten konsekvent sætter de fire horn på stribe i stedet for i den sædvanlige firkant. Det giver en pudsig effekt ved ligesom at “sprede” lyden og stiller i øvrigt høje krav til hornisterne.
Første sats satte i gang. Stryger for stryger, obo, øvrige blæsere. Langsomt foldede enkle temaer sig ud, og vi fik en første forsmag på Klenaus forkærlighed for fuga-formatet.
Anden sats introducerede de to kvindelige sangsolister: sopranen Cornelia Ptassek og vor lokale mezzo-heltinde Susanne Resmark. Resmark udlagde teksten og satte sit sædvanlige meget høje niveau. Det måtte kor og øvrige solister så forsøge at møde. Selve rekviumteksten blev itereret ad et par omgange og bølgede frem og tilbage mellem solister og kor. Lige siden jeg hørte Mozarts Requiem første gang, har jeg været meget betaget af orkestreringen, som især er vittig i “Tuba Mirum”-delen. Hos Mozart er det jo meget passende trombone, der er “tuba”, da det jo skal være dommedagsbasuner. Men Klenau kunne selvfølgeligt ikke stå for fristelsen for at bruge den moderne tuba i den del. Sødt, hvis man fangede vitsen.
Derfra til en hurtig sats, hvor orkesteret rigtigt slog sig løs. Kvikt og skarpt leveret (det meste af tiden), men musikerne var tydeligvis helt ude på den tyndeste is, hvor kun professionalismen støttede dem. Det gik op for mig, hvor meget man baserer sig på tidligere opførelser, selv når man vil lave en radikalt anderledes opførelse. Interessant i sig selv.
Optakten havde lagt op til, at fjerde sats skulle man lægge virkelig mærke til, da denne er baseret på Klenaus egne ord (på latin) om livets evige modsætning mellem krig og fred. Misforstået i samtiden, efter sigende, men jeg finder ordene interessante. Dualetik, måske, men ikke just krigsliderlig. Her i fjerde sats mødte vi så de to mandlige solister, tenoren Michael Weinius, som jeg hørte sammen med Ann Petersen til en fabelagtig Wagnerfest i Aarhus, og bassen Steffen Bruun fra bl.a DR Vokalensemblet.
Herefter fulgte 2 orkestersatser før en meget kort 7. sats og den store finale, baseret på Hosianna, med kor og solister. Der var så småt gået 1½ time, og jeg var udmattet.

Dommen

Jeg var sært begejstret, da musikken (endeligt) klingede af. Det var dels kraftanstrengelsen på scenen, der betog mig – alle stumperne var blevet samlet på blot 4 dage efter 10 års klippenklistren baseret på det originale manuskript. Og dels havde jeg følt mig sært godt underholdt undervejs.
Schønwandt dirigerede med vanlig mangel på fysisk elegance men med de mest fantastisk præcise hænder, jeg kender. Musikerne hang ved ham! Og de leverede varen i det store hele. Præcist spillet, undtagen i et par hjørner, hvor overblikket glippede. Især træblæserne gjorde et godt indtryk denne aften, hvor de spillede tæt sammen. I sidste satsen især knaldede messingblæserne afsted med Michael Frank Møllers trompet som rettesnor. Hold op hvor han bare er god! Strygerne sad som sædvanligt lige i skabet. Hos basserne var det Joel Gonzales, der holdt sammen på tropperne, der ellers let kunne have gallopperet ud over stepperne, for de var i den grad tændte.
De fire solister virkede til gengæld ukoordinerede. Sopranen var for skinger vise steder; stakkels Resmark druknede ofte i orkesteret; Weinius er jo skarp, men der var simpelthen ikke meget for ham og Brun at give sig til. Og Brun druknede fuldstændigt. Resmark vandt (selvfølgeligt) aftenen, men Weinius vandt hjerterne da han kastede sin buket op til en af sopranerne i koret.
Musikken var … skal vi sige, afvekslende. Der var momenter af stor kvalitet, men Klenau lider tydeligvis af Beethoven-syndromet: Det er svært at holde op, når man først er kommet igang. Så der var simpelthen mange, mange, mange noder, vi skulle igennem.
Kritikkerne er delt i lige store grupper for og imod. Concertanten kan ikke deles, men jeg er nogenlunde enig med dem alle. Jeg bliver simpelthen nødt til at høre værket igen (det bliver så søndag via DR P2s hjemmeside her: http://www.dr.dk/p2/p2-koncerten/p2-koncerten-564), før jeg kan komme med en endelig dom. Jeg er nok lige nu mest enig med dem, der synes, værket er for ufokuseret. Jeg skal være den sidste til at kritisere et værk for at være flittig bruger af fugaer, men hold da op hvor fugaen blev brugt flittigt her. Og i det hele taget er der meget af det meste. Samtidigt er der sære referencer til Strauss, Brahms, Schonberg, og andre tyske eller østrigske komponister, som om Klenau ikke rigtigt kunne etablere en egen stil i værket men i stedet lod hver sats have sin stil.
Én ting står dog helt fast: Budskabet i værket er længslen mod fred. Og det er da ikke den værste stemming at være i, når man skal cykle hjem gennem Københavns gader.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: