Menu Forside

Manon, en skæbneballet

Da Den kongelige Ballet annoncerede sir Kenneth MacMillans ballet Manon på programmet for denne sæson var jeg lidt i tvivl. Den fulgte med i min serie, MacMillans balletter er normalt meget seværdige, og selve historien er jo god nok. Altså på den saftige måde. Men i betragtning af ballettens nuværende tilstand, kunne de løfte opgaven? Tja, lørdag d. 8. marts skulle det vise sig.

Balletten

Til de fleste af balletterne afholder Det kongelige Teater en kort introduktion 45 minutter før start. Denne aften nåede jeg frem til introduktionen, og heldigvis for det, da det var Morten Eggert, der præsenterede. Som aktiv solist og en skøn personlighed giver han altid lidt “ekstra krydderi” med glimt af livet bag pailetterne og med hans egen bedømmelse af ballettens eventuelle vanskeligheder, aftenens ballerinaer, og musikkens eventuelle mangel på kvaliteter og dansbarhed. Som eksemple sammelignede han denne aften J’aime Crandall med “det nærmeste vi kommer en fuldblods araber” (hvormed han mente hesten, altså) – og så kan jeg jo kun være enig med ham i, at Ulrik Birkkjær er en skøn danser, fordi han er så musikalsk i sin dansestil. Og så sætter jeg stor pris på, at Morten Eggert afslutter sine præsentationer med at minde os alle om den fælles kontrakt: danserne står badet i lys på scenen og giver af sit hjerteblod; publikum sidder i mørket som voyeurer; begge sider samarbejder om et fælles resultat.
Fin optakt, og så ind i salen. Kapellet siver ind, stemmer, der ringes en sidste gang, dørene lukkes, og intet sker. Jeg ser over på kongelogen og bemærker, at den ene stol står skævt. Hm, lur mig om Dronningen ikke vil komme i aften, tænker jeg, for hvilken anden grund kan der være til, at vi tydeligvis er adskillige minutter forsinket. Og ganske rigtigt kommer Dronningen ind, og hun har tilmed Prinsgemalen med. Jeg når lige at tænke, at det er da første gang, han dukker op til en ballet, inden jeg indser, at han selvfølgeligt er der på grund af musikkken. Den er nemlig af Massenet, og Prinsgemalen er jo (bl.a.) til den slags musik.
Vi sætter os igen, musikken går i gang, tæppet går op og afslører aftenens Lescaut, Jonathan Chmelensky, siddende med blikket rettet imod os. Uha, så er stilen lagt fra start!
Dansere myldrer rundt på scenen med lette fødder. Stilen er rokoko-agtig med lidt folkeliv i baggrunden hele tiden, så øjet farer rundt i et forsøg på at fange alle sidehistorier. Chmelensky spiller ung mand der lader som om, han er en ældre flanør, tror jeg nok, og han få fint den underliggende farlige begærlighed med. Birkkjær kommer ind og lister scenen rundt for at illudere den studentikose Des Grieux; han kan som få fremtrylle en søgende sjæl. Så endeligt langt om længe kommer Manon trillende ind – J’aime Crandall som jeg aldrig rigtigt har set det store lys i, men dette er helt klart rollen for hende: hun er flagrende, indsmigrende, bange for fattigdommen, og fuld af længsel efter både guld og kærlighed.
Mads Blangsted danser skurkerollen over dem alle, Monsieur G.M., så man gyser blot ved synet af ham. Hér lægger Blangsted ovenpå den isnende kulde, som gjorde ham til en fabelagtig Lærer i Enetime sidste år. Gys!
Historien udfolder sig over hele tre akter, hvoraf de to første er ganske lange, så det er en ægte helaftensforestilling. Heldigvis havde jeg billet til en lørdag, for de stakler, som måtte se den på en onsdag må have haft svært ved at komme op næste dag. Men ikke et øjeblik virker for langt eller for kedeligt. Der danses konstant, og der danses intenst af solister, korpsdansere, og balletskolebørn.

Dommen

J’aime Crandall vinder prisen for dramatisk skuespil og hjerteskærende indlevelse. Hold da helt op, hvor dansede hun flot! Fra det rent tøsede da hun kaster sig i dobbeltsengen som en ren teenagepige, til det udsultede og afmagrede menneskevrag der dør til sidst. Ulrik Birkkjær dansede som altid besnærende og fuld af længsel. Slæbende på fødderne når han kæmper imod, kroppen som en flitsbue når han drags mod Manon. Og i sidste scene, hvor Manon dør, er hans fortvivlelse umiskendelig og hjerteskærende. Da var ikke ét øje tørt, vil jeg tro. De to fik stormende bifald (også fra kongelogen), og Birkkjær scorede ekstra point ved at applaudere sin Manon. Ih, hvor er han altså bare dejlig!
Scenografien af Mia Steensgaard er som altid lige som den skal være. Enkel og overdådig på én gang. Kostumerne næsten blot skitserede med dog med Steensgaards sædvanlige krummelurer som dekoration, og kulisserne barberet ned til det rene ingenting undtagen de rekvisitter, der nu engang skal bruges. Jeg er ret vild med hendes scenografi, og denne opsætning er ingen undtagelse. Smukt!
Det samme kan siges om selve balletten. MacMillan er ganske vist mere traditionel end f.eks. John Neumeier, men han når ind til benet alligevel. Min skepsis til trods er det en god ballet flot udført af Den kongelige Ballet. Skal jeg se den igen, hvis den bliver opsat næste sæson eller senere? Ja! Skal jeg se den igen i denne sæson? Nej, trods alt ikke. Mest fordi jeg ikke kan skaffe plads i kalenderen….

Kategorier:ballet

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: