Menu Forside

Angst og sjæl – Hærværk

Alle i Danmark kender Tom Kristensens roman Hærværk fra 1930. Hvis de ikke lige har læst bogen, så har de set klip fra filmen over bogen, eller i det mindste hørt noget om “skibskatastrofer, hærværk og pludselig død” – et citat med et eget liv helt uden kontekst. Min egen rejse ind i værket har hovedsageligt bestået af afvisning. Da jeg var teenager i 80’erne, var Tom Kristensen meget hot blandt de sortklædte digtertyper, som jeg hørte om men overhovedet ikke kunne identificere mig med, da jeg ikke var en typisk livstæt teenager med behov for at leve på kanten. Så jeg var på det nærmeste overlagt uinteresseret i bogen og Tom Kristensen som digter i øvrigt. Tilmed blev filmen vist i TV og gjorde da et indtryk på mig, men ikke nok til at få mig interesseret.

I de mellemliggende år er Tom Kristensens navn blevet viftet under næsen på mig med lidt samme effekt som at vifte med en rød klud under næsen på en udtjent malkeko: Ingen interesse. Men efterhånden begyndte jeg så småt at læse de forskellige artikler i mine aviser, der roste ham til skyerne. Forsvarsværket blev vel ikke brudt, men så småt blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Ikke nok til at faktisk læse bogen Hærværk, men dog nok til at købe billet til Det kongelige Teaters spritnye skuespil i Rune David Grues dramatisering og instruktion. Det viste sig at være med Rasmus Bjerg i hovedrollen som Ole Jastrau, der vælger at gå i hundene. Men ville han kunne løfte den tunge opgave?

Forestillingen

Det er blevet min erfaring, at det godt kan betale sig at købe programmet, når man er til skuespil. Medmindre man kender selve stykket ud og inde og forfra og bagfra, så kan det ofte være voldsomt svært at forstå opsætningen. Men måske er det bare mig i min naivitet – som Concertante får jeg stort set altid en fin oplevelsen til en koncert, selvom jeg ikke kender musikken på forhånd. Men Concertanten kæmper med at forstå dramaturgiske opførelser.

Til Hærværk valgte Det kongelige Teater Steffen Aarfing, som også lavede scenografien til Misantropen, som jeg var meget begejstret for. Så det lovede da godt. Premieren resulterede i meget flotte anmeldelser af såvel skuespil som opsætning. Så Concertanten drog glad afsted fredag aften i forventning om en sjælerystende oplevelse.

Som sagt Rasmus Bjerg som Jastrau. Men så også Lars Ranthe som kommunisten og den helt konkrete ballademager Sanders, Morten Suurballe som Jastraus kollega og sidestykke Vuldum, og så bare for at gøre mig glad: Lars Knutzon som Cavling, undskyld: redaktør Iversen. Derudover en stribe unge og ældre skuespillere, nogle velkendte, andre helt nye for mig.

Opsætningen starter som en slags vandret hamsterhjul med en række “celler” eller lagkagestykker med døre i mellem, så skuespillerne kan gå fra rum til rum, mens scenen drejer rundt. Det gav en helt fantastisk effekt – mens en scene udspillede sig i den “celle”, der var lige midt for, så kunne vi ane eller måske ligefrem se, at der også foregik noget i naborummene. Men efterhånden som Jastraus liv går i opløsning, eller han opløser sit liv, så opstår der huller i hjulet, cellerne skilles ad og kommer længere og længere fra hinanden. Altså en visualisering af Jastraus gradvise farvel til sammenhængkraft og småborgerlig kernefamilie. Især efter pausen opløses scenografiens elementer helt. Verden bliver fragmenteret, uskarp, uklar. Og videoprojektioner (ja, der har vi dem igen) lægger flimrende kommentarer over udvalgte scener.

For det er dét, forestillingen er: En samling scener af Jastraus liv, adskilt i tid og rum; nedslag i en nedtur; aspekter af delirium. Og det virker!

Bjerg spiller Jastrau med en melankoli, der ikke gør det helt klart, hvorfor han vil søge sin sjæls dybeste bund ved at drikke sig i halvt ihjel. Flot skuespil, men jeg manglede lidt, at der for alvor stod noget på spil for ham. Suurballe spiller Vuldum med den pudsige blanding af sødme og desperation, som han mestrer som få. Den helt store oplevelse er den unge Asbjørn Krogh Nissen som digterspiren Stefan Steffensen, der i sit faderopgør for længst er havnet på samfundets dybeste bund, og som ender med at sætte verden i brand af lutter desperat kærlighed efter at have tvunget Jastrau til at spille om retten til livskærligheden Anna Marie. Han er rystende! Jesper Asholt, som ikke en af mine favoritter, spiller opkomlingen og småborgeren par excellence så netop småborgerens skræk for at miste status står krystalklart. Meget flot spillet af Asholt!

De svagere punkter var de tre kvinder. Benedikte Hansen var ganske vist fremragende som altid, men hendes rolle virkede uskarpt defineret. Lise Lauenblads Anna Marie var forvirrende – hun fremstillede klart tjenestepigens dilemma som sovedyr for såvel søn som fader, men hun blev portrætteret som noget nær debil, hvilket ikke giver mening ovehovedet. Men det helt stor problem var Anne Birgitte Linds Johanne Jastrau – overspillet, råbende, og fuldstændig ulidelig. Måske kan hun ikke spille skuespil, det aner jeg ikke, men det lignede nu den sædvanlige problematik med instruktionen: jeg tror simpelthen ikke, de har vidst eller måske endda gidet sætte sig ind i, hvad der kunne tænkes at drive den kvinde.

Dommen

Fin fin opsætning! Scenografien illustrerede fint Jastraus livsfaser, og det var især skønt at høre et krystalklart, tilnærmeligvis tidsrigtigt sprog, komplet med “De”, “Fru”, “den Herre” og så videre – det var talesprog, men man kunne høre det store begyndelsesbogstaver og respekten for tiden. Kostumer afspejlede også tiden, hvilket er vigtigt, da striden mellem Jastrau og Sanders på overfladen handler om møblement og tøj. Så point for scenografi og dramaturgi. Også point for opsætningen generelt. Der var indtil flere små perler gemt lidt af vejen hele tiden, såsom herren i gråt som jævnligt dukkede op siddende og drikke ved et bord i Bar des Artistes eller stående og drikke ved elevatoren på Dagbladet – hele tiden uden et ord og uden at blive bemærket af resten. Meget elegant gjort!

Men jeg blev aldrig rigtigt rørt i sjælen. Og i et stykke, der lige præcist handler om sjæl og angst og angst og sjæl, er det et problem. Undervejs var der rigtigt mange steder, hvor jeg lige nåede at tænke, at “nu nu nu, lige om lidt, så …”, og det var da også tæt på et par steder, især i anden akt. For det er rørende og vedkommende og frem for alt en teksttro fremstilling af et konkret menneskes relationer til sig selv og sine omgivelser. Men jeg blev altså ikke rystet i min grundvold, sådan som jeg blev, da jeg så Faderen på samme scene sidste år.

PS: se forestillingen! Men gør det en aften, hvor I ikke skal tidligt op næste dag. Den slutter lidt efter kl. 23, og der er kun et kvarters pause – det er en lang forestilling og en kort pause, især da man har to andre forestillinger i huset samme aften, lig med lang kø ved bar og toiletter.

 

PPS: Jeg skal helt klart have læst den bog!

Kategorier:skuespil

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: