Menu Forside

Knald på Beethoven med Elts og Tetzlaff

Hvis det skulle være undsluppet nogens opmærksomhed, så holder Concertanten meget af Beethoven. Det er gammel skade fra skribentens unge år. Men et af de værker, som jeg kæmper lidt med, er den gigantiske violinkoncert. Den er meget Beethovensk i den forstand, at man kan skøjte tværs igennem den som var det flødeskum, men den er meget krævende af musikere og publikum, hvis den skal være andet end flødeskum. Desværre spilles den alt for tit alt for overfladisk, så da jeg så, at den var på programmet til sæsonens tredje symfonikoncert for Det kongelige Kapel, var jeg som altid interesseret men ikke mere end det.
Pludseligt var det fredag d. 7. februar, og jeg måtte løbe fra arbejdet for at nå ud til Operaen på Holmen i tide til koncerten. Så jeg fik ikke lige nærlæst om koncerten på forhånd, som jeg ellers plejer. Det er ofte meget gavnligt at checke kglteater.dk et par dage i forvejen, da de af en eller anden grund ynder at holde det hemmeligt længe, hvem solisten er.

Koncerten

Hæsblæsende ankomst i regn og blæst med den lille havnebus, som futter frem og tilbage mellem Nyhavn og Operaen på sådan en aften. Dejlig transport form! Men altså blæst og regn og direkte fra kontoret, så jeg drønede ind for at lægge frakken og skifte sko, vinke til bekendte på vej hen til toiletterne for at få redt håret og pudset næse og briller (hver for sig, altså), og kastede mig så ind på yndlingspladsen lige før orkestret skulle til at stemme. Min sidemand viftede med programmet og hviskede, at vi da var i godt selskab, og jeg kunne jo bare nikke.
Programmet stod på (og det vidste jeg godt!):

  • Beethoven: Leonore-ouverture nr. 3
  • Beethoven: Violinkoncert
  • Stravinskij: Petrusjka

Dirigenten var den mig ukendte Olari Elts. Men Kapellet er Kapellet, og Beethoven er Beethoven, så jeg var glad. Men hvad ville der ske? Hvordan ville det blive fremlagt?
Vi begyndte lovende. Strygergruppen var reduceret, så den stod i balance med træblæserne – altid et godt tegn. Leonore er jo en rundtur i Ludwigsk blær med gentagne temaer der kører rundt i en halv times tid, der føles som både et øjeblik og en hel dag. Elts varierede tempo og klang på fin vis – meget elastisk og spænstigt. For en gangs skyld var den fjerne trompet faktisk fjern og stod ude på bagscenen – her virkede det virkeligt godt med indretningen af Operaen som koncertsal! Anna Dina Schicks fløjte klang som solsortefløjt, og John Kruse spandt sine guirlander med klarinetten. Guf for Concertanten! Åndedrættet i publikum fulgte musikken – ganske få host, hvilke er imponerende i København, især om vinteren!
Nå, klap klap, og hvor var det flot spillet! Og nu til det store spændingspunkt: Hvem var solisten?
Ind kommer en yngre, sortklædt mand, moderne udseende men ikke outreret – og hvem er det nu, han er? Et navn svæver i baghovedet: Christian Tetzlaff, den tyske violinist, som jeg har hørt optagelser af men aldrig set. Han er forholdsvis flittig gæst i København og havde bl.a. en solokoncert med Bachs sonater og partitaer for et par år siden, som folk stadig taler om. Kan det være ham?
Musikken sætter i gang i orkestret. Solisten står og følger med, lukker øjnene, og da hans første tone var et sekund væk, førte han hurtigt violinen op til hagen, og så kørte vi ellers afsted. Sikke en indsats! Fra allerførste tone blev vi ført helt ud på kanten og holdt så vejret den næste halve time.
Han bevægede sig en del på scenen, men ikke som den udadvendte opmærsomhedskrævende måde, som så uendeligt mange unge violinister dyrker (ingen nævnt, ingen glemt). Nej, det var indadvendt. Han gik lidt i knæ for at få det helt rigtige schwung på tonen. Han svajede lidt for at få buen til at danse på den rigtige måde – og for at kunne vride tonen på tværs af strengene. Det var krystalklart og meget, meget medrivende.
Den store kadenza i den lange første sats var en overraskelse – den blev en samtale mellem violin og pauker! Den havde jeg nok ikke lige set komme! Violinstemmen var egentligt klassisk nok, men pauken (Henrik Thrane) lagde slag ind som kommentarer, punktummer, spørgsmålstegn. Hele publikum og hele Kapellet fulgte nøje med. Fantastisk at være med til!
Ikke sært, at violinen lige skulle stemmes efter første sats. Der blev virkeligt spillet igennem – højt, klart og tydeligt, selv i pianissimo-øjeblikkene: Når der blev skruet helt ned for lydniveauet, så kunne hver tone alligevel høres. Ligeledes når hele orkestret buldrede løs – soloviolinen kunne stadig høres helt klart.
Jeg har sjældent ønsket, at en violinkoncert bare ville blive ved og ved. Men fordelen ved, at den trods alt endte efter sine tre satser, var, at så kunne vi endeligt få lov at klappe. Mange havde klappet efter første sats af lutter begejstring, men nu gav vi alle lods med hurraråb og trampen i gulvet.
For ja, det var Christian Tetzlaff. Og hvor var det dog en flot udgave af koncerten. Jeg sagde i pausen, at Ludwig van B. ville have elsket denne udgave – fuld af liv og håb, fuld af trods og energi, og dermed lige netop romantisk på Ludwigs facon.
Vi fik Tetzlaff til at give et ekstranummer – Bach, selvfølgeligt, en langsom sats fra … eh … en sonate, og det gik lige i hjertet med sin sørgmodige længsel. Hulk!
Mit hoved var svimmelt i pausen, og ikke kun på grund af manglen på aftensmad. Bims i låget efter den rundtur i Ludwig van B’s univers.
Efter pausen, Stravinskijs Petrusjka. Den er jo klart bedre end Ildfuglen (yuk), men ikke i nærheden af Sacre. Hvad ville dirigent og orkester stille op med den? Tja, til en begyndelse fyldte de scenen op med stygere, messingblæsere, og slagtøj. Og så gik det ellers over stok og sten. Stilen var egentligt den samme som før pausen: Energi, spændstighed, og store kontraster. Trommehvirvlerne sad lige i skabet, engelskhornet skabte den uhygge, som er den stakkels Petrusjkas verden. Trompeterne skiftevis hviskede og brølede, klarinetterne spandt, og oboerne (nu udvidet med Henrik Goldschmidt som andenobo, pudsigt nok) og fløjterne sang.
Til sidst døde den stakkels dukke, og alle holdt vejret igen. Billedet stod fuldstændigt klart i vore hoveder.
Bifaldet bragede løs, og Elts udpegede stort set hver enkelt musiker, som vi jo flittigt klappede af.

Dommen

Det kongelige Kapels symfonikoncerter er lige til at blive afhængig af. De er alle uden undtagelse i topkvalitet, fordi musikerne giver den hele armen ved disse 4-5 koncerter pr år. Men denne koncert er nok en af de 3 bedste, jeg har oplevet derude på Holmen. Det var dels programmet, dels solisten, men især den samlede pakke. Det var en af de aftener, hvor dele hele bare passer sammen og alle går beriget derfra, musikere såvel som publikum, håber jeg.
Jeg aner ikke, om der vil komme anmeldelser, for der var jo P2 Prisen priskoncert ude i DR Koncerthuset samme aften – det var muligvis derfor, der ikke var udsolgt i Operaen. Jeg så Valdemar Lønsted som sædvanligt, men jeg holder jo ikke Information…. For mig var det altså en koncert af de magiske, og så må vi se, hvad smagsdommerne synes.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

2 replies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: