Menu Forside

Den flyvende Hollænder på Det kongelige Teater

Det kongelige Teater har opnået et ganske pænt ry for deres Wagner operaer, ikke mindst takket være en meget fin generation af sangere med talent for Wagner. Efter gyldne år under de nu forhenværende musikalske drivkræfter, har der været en del bekymring om, hvorvidt fanen kunne holdes højt under ny ledelse og mindre budgetter. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, for jeg så ingen af operaerne under den tidligere ledelse live, og kan derfor ikke rigtigt sammenligne. Men jeg var meget begejstret for Parsifal i 2012 og Tannhäuser i 2013. Men i indeværende sæson begynder at optræde de produktioner, som den tidligere ledelse ikke var involveret i, så det er nu, det bliver spændende.

Operaen

Første Wagner opera sådan helt fra bunden er Den flyvende Hollænder – dog i en co-produktion med English National Opera. Denne omtales ofte som ”Wagners første opera som Wagner”, men andre vittige hoveder påstår, at den er mest interessant, fordi Wagner på dette tidspunkt endnu ikke helt have lært at være Wagner. I hvert fald er den noget mere jordnær og traditionel i opbygning end f.eks. Rhinguldet eller, især, Parsifal: Der er arier, duetter, recitativer, og folk er helt almindelige folk – altså bortset fra de udøde fra Hollænderens mandskab. Men der er også elementer, som Wagner udvikler igennem de følgende operaer, såsom små motiver, der kendetegner en person, en genstand, eller en følelse, og de første ansatser til ”Sprechgesang”, der jo tager helt over i de sidste operaer.
Mit forhold til Den flyvende Hollænder er lidt gråmeleret. I virkeligheden er operaen den perfekte ”Wagner for begyndere”-opera, netop fordi den er forholdsvis klassisk i sin opbygning og tilmed barmhjertigt kort – 2½ time, dog som oftest spillet uden pause, for sjovt skal det jo ikke være. Men jeg har haft svært ved at komme ind under huden på den på den måde, som Tannhäuser giver mening for mig musikalsk. Så da Det kongelige Teater sendte programmet for sæsonen 2013-14 sidste forår, og jeg så, at sæsonens Wagner opera ville være lige netop denne, var jeg lidt skeptisk. Selvfølgeligt bestilte jeg billet! Men jeg var ikke helt solgt på idéen. I mellemtiden fik jeg jo så mulighed for at købe billet til en Operabio begivenhed med live transmission fra Bayreuth i sommeren 2013 med netop Den flyvende Hollænder i genbrug af deres opsætning fra 2012. Som sædvanligt, fristes man til at sige, gav operaen meget bedre mening med billeder på – man kan se, hvem der gør hvad, og hvad de antyder, at de måtte føle på det tidspunkt. Ja, jeg ved godt, jeg altid siger, at ”det hele ligger i musikken”, men det hjælper altså med billeder til opera!
Godt så. Bayreuth var en fin opvarmning, fordi jeg så småt kunne finde hoved og hale i fortællingen. Jeg har en fin CD derhjemme med Solti (fra Decca samlingen), og det danner man jo billeder ud fra. Bayreuth-opsætningen var moderne og abstrakt, hvor sømændene var erhvervsfolk, spinnepigerne samlede bordventilatorer (her gav ”Summ und brumm” da en slags mening), Hollænderen koreaner, og Senta tosset. Tja bumbum, jeg syntes egentligt, den var fin nok. Denne nye opsætning på Det kongelige Teater er også moderne med de fleste i mere eller mindre 90-er-agtigt tøj og så Hollænderen i ”gammeldags” tøj. Og efterhånden som premieren nærmede sig, kunne jeg læse, at Ann Petersen ville synge Senta – og så var jeg ellers godt motiveret for at dukke op!

Forestillingen

Jeg havde ofret en B-billet på foretagenet og anbragte mig selv på 2. balkon lige præcis midtfor. Fin-fin placering med fuldt udsyn til scenen og til orkestergraven, hvorfra Det kongelige Kapel sendte tryllerier lige op i hovedet på mig. Pudsigt nok var alle pladser til venstre for mig optaget og ingen til højre. Sært!
Nå, rollebesætningen kan en tid endnu læses her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/opera/den-flyvende-hollander. Der er også billeder…. Men den vidunderlige Ann Petersen sang jo altså Senta, og Johann Reuter sang Hollænderen. Daland var en udefra, som jeg ikke kendte, men han var fin nok (Clive Bayley). Reuter er jo Reuter og ser helt rigtig ud til rollen – klædt i langt hår og lang frakke lignede han så absolut en romantisk helt, som en følsom ung pige kunne falde for. Heldigt, da en stor del af forestillingen er videografik, der flimrende viser hans ansigt, når Senta drømmer om ham. Guf for pigebørn, siger jeg bare! Ann Petersen var også meget genkendelig i rollen som overspændt og følsom drømmer. Jeg elsker hende i den slags roller, hvor hun ser ud som om hun svæver på tåspidserne af lutter følelse – lige fra Senta til Isolde.
Energien mellem Senta og Hollænderen kom desværre ikke rigtigt til udtryk mellem de to, hvilket var skuffende. Mest fordi Reuter holdt sig tilbage i en grad, som fik det til at ligne et bevidst valg i instruktionen. Han skulle jo forestille at være fantasi, og den slags er åbenbart ikke særligt heftige. Surt show, for Reuter kan jo godt. Han fik sunget igennem, dog, med undtagelse af steder hvor hans stemme druknede i kor eller orkester – igen ikke noget vi er vant til at opleve fra hans side.
Noget af bøvlet tror jeg skyldes instruktionen. Bl.a. drønede koret hele tiden rundt på scenen, inklusive under diverse stille arier og duetter. Fra min plads betød det, at megen sang simpelthen blev overdøvet, og at fine detaljer blev tabt på gulvet. Om det er anderledes fra parkettet ved jeg ikke, men jeg overvejer da at finde ud af det!

Dommen

For ja, endnu en gang kommer opsætningen i vejen for oplevelsen. Det er da synd! På vej ud gik jeg bag et par ”novicer”, hvoraf den ene var bekymret over, så hurtigt Daland fik solgt sin datter. Og det er jo sandt nok i historien, men ifølge programhæftet skulle scenen mellem Daland og Hollænderen udelukkende foregå i Sentas fantasi som hendes begrundelse for at Hollænderen skulle komme til hende. Det fremgik overhovedet ikke. Jo, første akts brug af den lille Senta som barn er en rigtigt fin idé, men den vekslen mellem fantasi og virkelighed manifesterede sig slet ikke i første akt og kun delvist i tredje. Og mens vi er ved brokken, så var koret, som jo er et vældigt fint kor, totalt malplaceret hele vejen igennem. Sømændene var naturligvis ikke sømænd – de var da minearbejdere eller sådan noget. Og pigerne fór som sagt rundt, som var de selv de snurrende hjul. Det er der da nok en form for mening med, men mig irriterer det! Og det der med at stille sig ud på kanten og råbe-synge til publikum får bare irritationen til at stige. Det nummer virkede heller ikke i Parsifal, så hold nu op!
Brok!
Men hvad virkede så? Jo, Ann Petersen, selvfølgeligt, men derudover? Brugen af Senta som lille, Hollænderens skib, der kom bragende ind gennem bagvæggen som konkret udtryk for uhyggen, og videoprojektionerne.
Måske mest af alt videoprojektionerne: Vand, der skyller over scenen, når Senta drømmer om Hollænderen, og vand, der hele tiden skvulper i baggrunden og hen over væggene som en form for udtryk for dualiteten, måske? Og Hollænderens ansigt, der toner frem på bagvæggen. Det er meget overbevisende!
Jeg kan også godt lide idéen med at flytte fokus over på Senta, da det hjælper til at tydeliggøre, at hun ikke er et offer for patriarkatet men tværtimod en selvstædig kvinde, der aktivt vælger sin skæbne. Tilvalg, ikke fravalg – dér der hun væsensforskellig fra Elsa i Lohengrin, den sidste af de 3 såkaldt ”midterste” af Wagners operaer. Og på en måde peger hun frem mod Kundry i Parsifal, hvis jeg må være lidt overfortolkende.
Verdens bedste selvmordsreplik: ”Her står jeg: Tro indtil døden!”, hvorpå man kaster sig ud i Norskehavet. Eller, i denne opsætning, knuser en flaske og stikker den i maven – stadig en fed replik, vidunderligt leveret af Ann Petersen, men godt nok en dårlig måde at ofre sig selv på. Og så er vi tilbage ved opsætningen, som ikke virker.
Men som publikum sad vi som lammet med tårer i øjnene, rørt helt ind i sjælen. Og så er alt vel, som det skal være, ikke?

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: