Menu Forside

Bruckner i oktober 2

Efter et par ugers ferie er jeg tilbage i de københavnske koncertsale, og vi lagde ud med en komponist, som jeg tidligere har indrømmet, at jeg ikke fatter et suk af, nemlig Bruckner.
Men i det blogindlæg skrev jeg også, at hvis nogen dirigent kunne tænkes at åbne mine øjne for kvaliteten i Bruckners værker, så måtte det være Herbert Blomstedt. Denne aldrende maestro har det med at ramme mig i hjertekulen, når han dirigerer; det er noget med, at han er en meget intellektuel dirigent, som insisterer på at fremlægge musikken klart og tydeligt efter komponistens hensigter uden at overfortolke noget undervejs. Til alt held får vi tit besøg af ham her i København, da han er æresdirigent for DRSymfoniOrkesteret.
Torsdagskoncerten denne uge havde kun et programpunkt: Bruckners 5. symfoni. Med lidt held kan man stadig læse programnoter hos dr.dk her. Koncerten er med i min faste abonnementsserie, og jeg frygtede lidt koncerten, da jeg som sagt ikke er begejstret for Bruckner. Men måske var det den lange køretur hjem fra Jylland samme dag, måske var det to uger helt uden koncertoplevelser, og måske var det fatisk Blomstedt, der gjorde det, men jeg var meget begejstret.

Bruckners 5. Symfoni

Inden koncerten var det en introduktionssamtale mellem DRs Esben Tange og maestro Blomstedt. Denne gang siddende tilbagelænet i Wegnerstole i stedet for at balancere akavet på høje skamler – muligvis for at give bedre billeder, da der til en afveksling blev filmet … Det vil vise sig, hvad de skal bruge det til…
Blomstedt talte om sit forhold til musik generelt, koncertsale, orkestre, en del om Carl Nielsen, og en hel masse om Bruckner. Stadigvæk meget af det sædvanlige Bruckner-snak om “katedraler af lyd” men meget mere om de elementer i musikken, der bygger de forbistrede katedraler. Blomstedt gennemgik hovedelementerne i symfonien, nynnede temaer og melodier, lagde eftertryk på de dele, vi skulle lægge mærke til, og understregede så nødvendigheden af at overgive sig til musikken. Brug pauserne i musikken til at lade den bundfælde sig og derved give mening.

Nå, selve koncerten gik i gang med mig i parkettet, række 7, hvoraf nogle af naboerne så udpræget umotiverede ud.
Musikerne, derimod, så fokuserede ud. Det gjorde de også til Bruckners 9. med Storgårds tidligere på måneden, men da hjalp det ikke rigtigt på min forståelse. Måske har Blomstedt ret i, at den femte symfoni simpelthen er et mere helstøbt værk fra komponistens side, for meningen med lyduniverset gav voldsomt mere mening denne aften!
Første sats veksler ganske rigtigt mellem pizzicato strygere og messingbrag, og bassisterne (i stærkeste opstilling) fik såvel pianissimo som fortissimo til at swinge under orkesteret. Første sats lægger ligesom bunden for resten af symfonien, og der anslås de musikalske mønstre, som vil blive gentaget igen og igen i de følgende satser: fuga, kanon, kontrapunktisk polyfoni, og resten af mester Bachs repertoire opdateret til det 19. århundrede. Som resultat lænede jeg mig længere og længere frem, mens hovedet svirrede fra venstre mod højre og tilbage igen for at følge de forskellige temaer – eller rettere melodistumper, for egentlige temaer er der ikke.
I anden og tredje sats bliver der konstant lagt op til noget, som så forsvinder igen uden at rigtigt blive til noget. Melodistumper fluver rundt mellem strygergrupperne, der konstant sættes sammen på ny måder – andenvioliner med bratscher, førstevioliner med bratscher, celli og kontrabasser sammen med eller uden bratscher, basser alene, celli og andenvioliner. Sådan bliver det ved med at skifte, og det var ekstra tydeligt, fordi orkestret var opstillet i den dejlige wieneropstilling med basser bag førstevioliner, celli mellem førstevioliner og bratscher, og så andenviolinerne overfor førstevioliner. Den opstilling gør det så nemt at følge musikken, fordi man kan både se og høre, hvordan musikken hopper fra instrument til instrument.
Fjerde sats gjorde som lovet: samlede op på det hele, fyrede lige en fuga af undervejs, og satte så flotte punktummer for værket. Vild jubel i publikum og lettelse og udmattelse hos musikerne.

Jeg kunne have sværget, det aldrig ville ske med Bruckner, men jeg syntes faktisk, satserne virkede korte, og at koncerten sluttede hurtigt efter kun 80 minutter! Velkomponeneret og fremragende fremført af orkester og dirigent. Og på intet tidspunkt faldt jeg hen og begyndte at tænke på cykelturen hjem igen, hvilket sker, når koncerten ikke “rammer” mig.

Typisk for Bruckner var der dobbelt op på strygerne men klassisk størrelse træblæsergruppe. Det gør, at de lækkerier, som træblæserne disker op med, let forsvinder i strygersuppen. Blomstedt trak blæserne op, og såvel klarinet som obo kom ofte op i vandret stilling for at kunne bræge godt igennem.

Det var lækkert, var det! Jeg glæder mig til et genhør, eller måske en helt anderledes oplevelse lørdag i Ribe, hvor orkester og dirigent giver værket en ny chance, og hvor jeg sandeligt også er til stede på grund af nogle venners lokken: http://www.dr.dk/Koncerthuset/Kalender/2013/oktober/blomstedt-and-bruckner-26.htm

Aftenens Orkester

DRSO er generelt velbesat i disse år. Men de har altså nogle problemer i de forskellige blæsergrupper. Blandt træblæserne er fagotgruppen kommet flot på plads, oboerne er tyndt besat, klarinetterne har en fremragende førstesolist (Olli Leppäniemi) og ellers ikke ret meget, og et lignende mønster gælder fløjterne under Ulla Miilmann. Problemet med en fremragende solist er, at de jo ofte har egne kammerkoncerter eller turneer, hvilket holder dem på topniveau og skarpe og heldigvis for det. Men hvad så, når de er væk? I DRSO er der gode musikere på efterfølgende pladser for fløjte og klarinet, men for ofte skal der indkaldes ekstra folk fra den københavnske musikscene (der er nok at tage af). Min tese er, at denne udskiftning på et symfoniorkesters nøglepladser (I kan sige, hvad I vil, men maskinen i det meste symfoniske repertoire er nu engang obo, fløjte, klarinet, fagot!) giver ustabilitet. Foreløbigt er det ikke gået ud over den overordnede kvalitet, men det er et spørgsmål om tid. Efter sigende har DR langt om længe fundet en ny førsteoboist, og det var altså på tide!

Aftenens solooboist var Kristine Vestergaard – DR er helt vildt dårlig til at fortælle om sine musikere, men der er en slags oversigt her: http://www.dr.dk/Koncerthuset/dr-ensembler/dr-symfoniorkestret/musikerne/musikerne.htm. Jeg er ikke begejstret for Kristine Vestergaard, som jeg finder uinspirerende, men hun modtog fortjent stort bifald (og dirigentens buket) efter koncerten.
Aftenens soloklarinettisk var … unavngiven. De har brugt ham før, når Leppäniemi ikke er til rådighed, men de er ikke villige til at fortælle, hvem det er. Han minder en del om Leppäniemi i spillestil i de livlige passager, og grundet udtynding i hårpragten ses det karakteristiske klarinettist-røde hoved ekstra tydeligt. Han har leveret fint spil i Mahler og Bruckner og knap så fint spil i andet. Hvis han kandiderer til den ledige andenklarinettiststilling, så stemmer jeg for, men mest for at finde ud af, hvem han er…

Det var det for nu – jeg laver måske en opdatering efter lørdagens koncert i Ribe. Men nu skal jeg mentalt forberede mig til Mahlers femte symfoni med mine gode “venner” i Det kongelige Kapel i aften.

Med venlig hilsen,
Eva

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: